Alle kender til angst. Alle kender til den utryghed, der er når man træder ind i mørket. Man ved ikke hvad der gemmer sig derinde, man har heller ikke mulighed for at finde ud af det, med mindre lyset tændes. Når man er ude at gå en tur, en mørk vinteraften, har de fleste mennesker en angst for et eller andet. Mørket sætter ingen grænser. I mørket tør jeg gøre ting, som jeg ikke turde gøre når lyset træder frem, for ingen kan se hvad jeg laver, og højst sandsynligt finder ingen ud af det. Man kan også sige at mørket bringer folk sammen. Man har vel alle prøvet det pinlige øjeblik når man for første gang skal være sammen med den person, som man bare har glædet sig til at være sammen med i lang tid, en person man rigtigt godt kan lide. Hvem skal tage det første skridt? I mørket er det lige meget hvem der griber den andens
hånd, for ingen kan se den røde farve der kommer frem i ansigtet, og ingen kan se, at du faktisk smiler overalt indeni.
Jeg er ikke bange for at sige, at jeg er mørkeræd. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke er bevist om hvad der befinder sig omkring mig. Der kunne lige så stå en person lige foran næsen på mig, men jeg kan ikke se ham. Lydene fra dette mørke, skræmmer mig. Lyde jeg ikke ved hvor kommer fra. Tanker kommer sig op i mit hoved. Hvor kommer de fra? Burde jeg gå nu? Sker der noget, som jeg ikke forventer, skulle ske? Der er flere hvor de kommer fra.
Det er gratis at oprette en konto