Skumring

Det var en sensommeraften, mørket var ligeså stille ved at lægge sig over byen, og over huset. Mads var alene hjemme, hans mor var sygeplejeske og arbejdede derfor rigtig tit om aftnen og om natten, han havde ingen søskende, og ingen kontakt til sin far. De var lige flyttet ind. Det var faktisk kun sove værelset og Mads' værelse der var blevet lavet færdig og klar til brug. Køknet var ret tomt i skabene, på badeværelset hang kun et håndklæde og toiletpapir, i stuen stod bare en stol. En stol som var der, da de flyttede ind. Mads synes den så meget spændende ud, det var som om der var noget over den stol, men han vidste ikke hvad. Døren til værelset hvor Mads sad helt forgabt i fjersynet stod åben. Præcis som Mads bedst kunne lide det. Men med et gav det et sæt i Mads, døren gik hårdt i, som en havelåge der bliver blæst i af vinden. Mads blev ikke engang bange, sådan en type var han ikke, men noget indeni ham sagde der var noget galt, der var noget der ikke stemte. Uden at tænke over det, rejste han sig op, åbnede døren, lod den stå åben og gik hele huset rundt. Men der var intet at se, alt var normalt. Han sat kursen mod værelset igen, åbnede døren og satte sig til at se fjersyn igen. Han sad længe bare og så fjernsyn, det var på engelsk så der var undertekster, han læste dem godt nok, men på en eller anden måde fulgte han ikke med. Hans tanker var et helt andet sted. Han kunne ikke finde ud af hvad han tænkte på, men noget nagede ham. Noget var helt galt, som et puslespil der manglede én brik. Pludselig gik det op for ham hvad der var galt....... Da han gik ind på værelset åbnede han døren, da den var lukket. Underligt tænkte han, for da han forlod værelse var han sikker på han lod den stå åben. Nu blev han bange, Mads blev meget bange, og ham som ellers aldrig blev bange. Han ringede til sin mor, hvert dyt i telefonen føltes lige pludselig som 10 minutter. Sekunderne blev som timer og minutterne føltes rent ud sagt som en evighed. Hans mor tog den ikke. Der var ikke noget at gøre, han måtte vente på hun kom hjem, hvilket hun alligevel gjorde efter 30 minutter. Men lige præcis de 30 minutter skulle vise sig at blive de længste i hans liv, de værste, dem han aldrig vil glemme. De 30 minutter ville sidde fast i ham for evigt. Pludselig mens han sad der i sengen, stadig med mobilen oppe ved øret, selvom der var blevet lagt op, og han havde opgivet at få fat i hans mor, løb der ligeså stille blod ind på hans værelse. Ikke bare lidt blod, meget. Det løb ind som et vandfald. Han gjorde ingenting, han sad bare. Sad bare og stirrede på det strømme ind, sad hjælpeløs. Han græd nu. For første gang i 5 år græd Mads. I mens han sad og hulkede af gråd, mens han stadig sad med mobilen oppe ved øret i håb om hans mor ville ringe, da han pludselig hører lyde ude fra køknet, lyde der lyder som om nogen går rundt, bare går rundt. Der bliver ikke åbnet skabe, skuffer eller noget. Det eneste han hører er skridt. Mads er meget bange, men pludselig stopper lydene. Døren går op, det er hans mor der kommer hjem. Hun skriger. Skriger så man kan hører hende flere kilometer væk, da Mads hører det er han ligeglad med alt, han lukker alt ude, han mærker slet ikke hvor bange han er, han stormer ud til sin mor, der står og peger over på stolen. Stolen i stuen. Stolen som stod der, da de flyttede ind. Stolen som bare hørte til huset. En gammel mand sad der. Han var død. Han havde stukket en kniv i sit hjerte. Mads havde aldrig set nogen lignende, eller jo i film. Men film er én ting, virkeligheden er en helt anden ting. Han græd ikke, han var chokeret, han følte han var midt i en drøm, det her kunne bare ikke passe. Han stod med åben mund da hans mor krammede ham, holdt ham helt ind til hende, mens hun ringede til Politiet. De kom. De kendte manden. Han var ovenikøbet efterlyst. Han var stukket af fra psykiatrisk hospital. De sagde noget med han var gået helt ned efter hans kones død. Og huset hvor de boede, boede han med sin kone for bare 2 måneder siden, stolen som han sad i, stolen der var noget specielt over var deres stol. En stol de havde købt som den første ting sammen på en ferie. Politiet vidste alt om den stol, de havde ikke hørt om andet dengang de skulle arrestere ham, for at indlægge ham. Mads tanker fløj rundt og der var tusinde af dem. Hans mor græd bare hele tiden, rystede over hele kroppen. Efter 2 timer var alle deres ting pakket, og de var klar til at flytte endnu en gang...... Mads synes det var trist. De havde flyttet så mange gange, og han havde egentlig været ligeglad de andre gange, han havde vænnet sig til det. Men det her hus. Det var han ked af at skulle forlade, der var noget over det. Noget han ikke kunne forklare med ord. Men kærlighed ved første blik, det var det, det vidste han.