Den grønne enhjørning med røde prikker sænkede hornet, og satte så i en hurtig galop mod den enorme lyserøde drage som havde skoldkopper. Dragen åbnede sit gab, og ilden væltede ud mod enhjørningen, som vrinskede og hurtigt vendte om. Dragen baskede, og langsomt blev dens tunge krop løftet fra jorden, og efter et par minutter svævede den sikkert oppe i luften. Dens krop kløede så utrolig meget, pga. skoldkopperne, men den havde fået at vide at den ikke måtte klø i det, for så ville det bare blive værre. Den gabte, og igen væltede flammerne ud af dens mund. Den kunne ikke gøre for det, og den ville ikke gøre nogen ondt, så for det meste havde den også bare lukket mund.
Da dragen fløj væk, stod enhjørningen og så efter dragen. Enhjørningen var meget sejere end dragen, og den var da på ingen måder bange for ild. Enhjørningen grinede af sig selv – eller det vil sige, den nærmede vrinskede. For en enhjørning kan jo ikke grine. Den vendte rundt og begyndte at gå gennem den mørke, farlige, uhyggelige skov. Pludselig kom der en trold. Den var meget lille, og ikke større end en elefant. Den havde et grimt smil på, og den brølede frygtindgydende. Enhjørningen rettede hornet mod trolden, som tog fat i hornet og hev det af! Blodet sprøjtede ud i en lang stråle. Blodet var grønt, fordi det var muggent.
Det er gratis at oprette en konto