Leksikalse forskelle: De exocentriske sprog (spansk) er mere optaget af retning end måde og leksikaliserer ikke retning og måde på samme tid. De endocentriske sprog (dansk) er mere optaget af måden end retningen.
Morforlogiske forskelle: Dansk er fleksivfattig og spansk er fleksivrigt. Det betyder at man på spansk har flere muligheder for at den pragmatiske vægt kan gradueres i forhold til hinanden i konkret sprogbrug, fx aspekt, modus.
(imperfecfecto, subjuntivo og gerundio bruges til at sætte propositionen eller verbalsituationen i baggrunden.
’Lis gik sig ud af overvægt og sygdom’
Lis salió de su sobrepeso y enfermedad (caminando).
Skabelon A
Monovalent i grundform ’at gå’ (aktivitet) og bliver i dette tilfælde brugt divalent (dvs. afledt valens) Lis gik sig ud af overvægt og sygdom S V A
Sætningen er refleksiv og resultatorienteret.
Jeg har valgt at bruge gerundium til sidst i sætningen ’caminando’, for at vise måden hvorved Lis har tabt sig og er kommet ud af sygdommen.
(Det er subjektsreferencen der bevæger sig.)
Den vigtigste information i sætningen er at Lis har tabt sig. På de germanske sprog er vi meget optaget af måde, dvs. hvordan Lis har tabt sig, i modsætning til de romanske sprog hvor fokus som regel ligger på resultater dvs. at Lis har tabt sig.
Det er gratis at oprette en konto