Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg forstod ikke, hvad der var sket. Så mange forskellige følelser, strømmede til mig på en gang. Det var utroligt, surrealistisk, uvirkeligt. Jeg gik min normale aftentur, en dag i december med min hund, Freddie. Freddie var en sort labrador, og havde været min bedste ven i 8 år. Det var minusgrader, og jeg gik min sædvanlige rute langs markerne. Mit hoved vendte ned mod jorden for, at få tørklædet til at varme ekstra godt om ørene. Freddie løb frit rundt, som han plejede, og jeg gik i mine egne tanker. Jeg gik, og tænkte på, om jeg måske skulle anskaffe mig et par nye vinterstøvler, for mine tæer frøs. Jeg havde lukket alt andet ude. Det var mørkt, og intet var at se. Jeg kiggede op, og mærkede med det samme kulden, trænge ind alle de steder den kunne. Jeg måtte hellere se, at vende næsen hjemad inden hele min krop blev til en istap. Jeg råbte på Freddie, men han kom ikke. Jeg råbte på Freddie igen, men han kom stadig ikke. Jeg blev en smule urolig, for det havde jeg aldrig været ude for før, og det var heller ikke den bedste tid på døgnet, at skulle lede efter sin sorte hund på. Jeg fortsatte længere hen, ad den grussti jeg gik på. Mit blik gik fra side til side, mens jeg kaldte på Freddie. Jeg var snart nået ned til enden af stien, der hvor Hr. Johanssons mark lå. Det var den største mark af dem alle. Jeg så en sort skikkelse sidde på marken. Det var Freddie, men hvad i alverden lavede han dog der? Han havde hovedet rettet mod himlen. Jeg nærmede mig ham, og han pev en smule. Jeg kiggede op for at finde ud af, hvad han havde fået øje på. En stor, fed fugl var egentlig mit gæt, men noget helt andet skulle jeg til at få øje på.
Det er gratis at oprette en konto