Flystyrtet som var det sandt

Som var det sandt. Jeg så det. Vil jeg skrive hvordan flyet kom til styrt. Det store ”SAS” fly, som kom lavt hen over jorden den dag. Man kunne se det, tydeligt og klart. Landingen var brutal. Det var næsten ikke til at tro at et fly, styrter lige for næsen af en. Hvordan kunne det ske? Hvad, hvorfor og hvem. Var kommet til skade. Det vil jeg nu, finde ud af.

Flystyrtet

December 1991. Der lå sne over hele landet. Det var glat og jorden var sten hård. Jeg frøs som en lille hu-nd, der havde været ude at svømme, i iskoldt vand. Som at svømme om kap med livet. Forestiller jeg mig den lille hjælpeløse hund, der svømmer for sit liv. Svømmer, svømmer og ja. Levende var den ikke mere. Jeg hoppede op af sengen, så mig omkring, alt var i den skønneste orden. Jeg gik neden under for at spise min dejlige morgenmad. Morgen mad er det vigtigste måltid på hele dagen. Plejede de voksne altid at sige. Jeg skulle gå en lang tur med Lady i dag. Lady var min hund. En lille langhåret gravhund. Med ben på størrelse med 5 tændstikker i et bundt. Jeg klædte mig på, det var vinter og hunde koldt. Lady var frisk og klar som altid. Jeg kunne ikke forstå, at den hund altid var så frisk som den nu var. Det er da helt vildt at sådan en lille hund kan være så frisk, hele tiden og igen. Sådan en lille krop og den kan holde varmen i alt slags vejr. Det er ufatteligt. Jeg havde fået flyverdragten på og hat og handsker var også monteret. Jeg havde besluttet, at vi skulle gå en pokkers lang tur. Men langt nåede vi ikke. Jeg hørte en underlig lyd, en speciel motor, en hylende lyd, det var underligt. Jeg kiggede forskrækket op, et fly ca. 1,5 km oppe. Var på vej ned mod den hårde jord. Hvad kunne jeg gøre? ikke en skid! Jeg løb med Lady alt hvad den kunne. Hv-or ville flyet lande, hvor mange ville dø, ville der dø nogle? Spørgsmålet stod uklart. Jeg løb og løb, hvem, hvad, hvor og hvorfor. Var flyet ved at styrte. Var det terrorister? Eller var det bare en nødlanding. Det ville tiden snart vise, desværre. Flyet havde ramt jorden. Det store fly, havde fået jorden til at ryste under mig. Jeg var bange, hvad skulle jeg gøre når vi kom frem. Var der nogle i live. Eller var det et stort kaos. Jeg stod længe og overvejede, om jeg skulle løbe de sidste 3-4 km hen til flyet. Det syn der ville møde mig var sikkert, forfærdeligt. Lady var helt oppe at køre, kunne hun mærke at nogle var i farer, eller kunne hun ba-re mærke, mig ryste som var jeg en klovn. Sat på en fjeder. Vi besluttede os. Mig og Lady ville løbe hen til ulykkesstedet. På vores vej, mødte vi en pokkers masse mennesker. De skulle samme vej. I bil, på cykel og endda også på knallert. Vrimlede det med folk. Men de var bag os, vi kunne se dem. Men fjernt. Jeg kunne lugte en mærkelig lugt. Lugten af brand, olie, benzin. Ja hvad vidste jeg, også om det. Men lugten var gri -m. Den gik lige i næse og øjne, det sveg. Jeg tog mit tørklæde op, over munden. Strammede godt til og gik videre. Jeg kunne måske nå at hjælpe nogle. Måske hvem ved. Jeg rystede, havde aldrig i mit liv prøvet noget liggende. Min krop var underlig. Føltes som var den pumpet med adrenalin. Min krop var pumpet med adrenalin. Det var klamt, en stor tyk tåge. Af alle sundheds skadelige stoffer, var omkring det styrte -de fly. Jeg stod 100 meter fra det store SAS-fly. Jeg skulle ikke tættere på. Vidste ikke om jeg måtte, eller om jeg turde. 3 kæmpe store dele lå spredt ud over det hele. Flyet var gået i 3 stykker. Kan man jo så reg -ne ud. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Første, eneste og forhåbentlig sidste gang. At jeg havde oplevet noget så brutalt. Politi, redningsmandskab, og brandvæsnet var nu kommet til ulykkesstedet. Det vriml - ede med folk. Hvordan ville de få alle de mennesker ud, hvad nu hvis der var en med brækket ryg. Hvord -an ville de håndtere ham/hende. Det skulle jeg skam slet, ikke tænke på. De ved hvad de laver, de er trods alt uddannet i det de laver. Jeg var chokeret ud over alle grænser. Hvordan kunne så mange mennesker overleve. Jeg stod og så på, at den ene efter den anden. Blev hjulpet ud af skroget. Det var slet ikke til at forstå. Kendte man nogle som kendte nogle. Der var med om bord. Det kunne jeg slet ikke tænke på. Det var simpelthen for meget. Det var imponerende at se at så mange, mennesker. Kan overleve et fly styrt. Vi fik af hvide at der ikke var nogle døde. Eller det gjorde vi ikke, men efter som jeg ikke havde set noget komme ud i en pose, var jeg næsten sikker på. At der var 0 døde. Men hvor mange var der om bord på flyet. Jeg syntes måske godt at de kunne have, hegnet stedet ind med det der, specielle bånd. Ligesom i action film. Det gjorde man jo nok ikke i sådanne sitorationer. Det lugtede stadig klamt, det var ulækk - ert, det var som om at lugten sad omkring ens hals så man kunne ikke trække vejret ordentligt. Jeg stod nu 50 meter fra flyet. Næsten alle de personer som var om bord, på flyet. Var blevet redet ud af det store skrog. 3 stykker? Hvordan kunne de holde styr på, hvad for en del de skulle tage først, for at der ikke ske -te yderlige skade på folk. De var mange, 50-60 medarbejdere og en hulens masse ambulancer. Det er jo klart at så mange tropper op/ bliver kaldt ud til sådan en sitoration. Man ved aldrig hvad der er sket, eller hvor slemt det er. Der stod nu mange lokale og gloede dumt ligesom jeg. Kæft hvor må folk da godt nok ikke have noget at lave. Altså mener jeg, hvis man brugte den øverste del, bare lidt. Ville alle gennemsnits kloge folk, kunne regne ud, at det hele ville blive sendt i nyhederne. Jeg var der også kun fordi, at jeg hørte flyet komme flyvende, at jeg så flyet styrte ned. Og sidst men ikke mindst lugtede flyet, så og betragtede det. Kæmpe store skrog. Kunne fornemme en dårlig følelse. I maven da jeg så alle de folk, som der blev redet ud. De var alle i chok. Selv jeg var. Jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen. Skulle jeg overhovedet gå. Ja på et tidspunkt skulle jeg vel.