Afskeden

Jeg elsker dig siger hun. Jeg vil aldrig miste dig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Du betyder alt for mig. Okay siger han og i lige måde. Han kigger ned i køkkenbordet. Kvinden står ved komfuret, og laver aftensmad. Man kan høre radionen spille, men alligevel er der tavshed. Tallerkenerne klirrer, vandet i gryden bobler, og kvinden står og nynner. Så spørger hun så, hvordan har din dag været? Hmm.. siger manden. Den har vel været okay. Hun vender sig om, og kigger på ham. Hvad mener du med okay spørger hun? Tja det ved jeg ikke rigtig, jeg syntes bare ikke at alt har været som det plejer siger han. Hun kigger undrende på ham. Hvad mener du? Hvad er det der har været så anderledes? Jeg ved det ikke, det er nok bare mig svarer han. Han sidder længe bare og kigger ud i luften. De korte minutter føltes som flere timer. Skal vi snart spise spørger han? Ja ja rolig nu, 3 minutter så er det klar. Javel svarer han. Tavsheden bliver knækket, da kvinden siger så er der mad. Manden skynder sig at rejse sig op. Jeg er godt nok smadder sulten siger han. Han kigger ned i gryderne. Der ligger kartofler i en, sovs i en anden, og den tredje ligger der en ordentlig steg. Mmh siger han, det ser lækkert ud. Ja jeg håber det smager ligeså godt, som det ser ud. De får begge skænket noget mad op på tallerkenen, og sætter sig så ned. Der er tavshed igen. Manden skovler maden ind, imens kvinden sidder, og spiser stille og roligt. Okay helt ærlig siger hun så pludselig, hvad er der galt? Hvad skulle der være galt svarer han? Kvinden sukker. Du virker så trist. Der må da være noget galt. Fortæl mig det nu, jeg kan jo ikke gætte mig frem til det. Manden tøver, og siger så efter lidt tid. Jeg kan ikke fortælle dig det. Du bliver skuffet over mig, og det vil jeg ikke have. En tåre triller ned af mandens kind. Kvinden kigger op på ham, og ser den ene tåre, han skynder sig at tøre væk. Du kan fortælle mig alt siger hun, og så galt kan det da ikke være. Jo siger han, du vil sikkert ikke have mig, hvis jeg fortæller det til dig. Få det nu bare overstået siger hun. Okay sukker han så. Jeg kan ikke være sammen med dig mere.. Jeg skal i militæret, og har fået af vide at det ikke er sikkert, at jeg kommer hjem igen. Tårene kommer frem i kærestens øjne. Hvad er det du sidder og siger til mig, siger hun? Du kan da ikke bare rejse. Kunne du ikke have sagt nej til dem? Jo siger han, men det er det jeg altid har drømt om. Og der er jo ikke nogen som siger at jeg ikke kommer tilbage, det er bare ikke sikkert. Jeg kan udemærket godt forstå dig, og jeg ville da også ønske at jeg kunne være begge steder, på en gang siger han. Men sådan er det ikke. Jeg har allerede sagt ja, og pakket mine kufferter. Jamen hvornår skal du afsted spørger hun? På tirsdag svarer han. Hun kigger på ham helt forundret og siger, jamen det er jo allerede i overmorgen. Ja det ved jeg godt svarer han, jeg ville have sagt det noget før, men vidste ikke hvordan jeg skulle få det sagt. Jeg vidste jo godt at du ville blive ked af det, og det har jeg ikke lyst til at se dig være. Du har ikke tænkt dig at ombestemme dig spørger hun? Du kunne ikke tænke dig at være her hjemme i sikkerhed? Nej svarer han, nu har jeg taget min beslutning og har ikke lyst til at lave om på det. Okay svarer hun, hvis jeg ikke kan få dig til at ombestemme dig, så lader jeg vær. Om natten