Mistanken

Han kigger ned på bordet. Han har lyst til at græde, og kæmper med at holde tårerne inde. For aldrig, har han prøvet noget lignende dette. Mathias har aldrig været på stationen, eller indblandet i noget kriminelt før, trods han egentlig havde lavet en del på det sidste. Men kun småting og drengestreger, i hvert fald i hans øjne. Bedst som Mathias kæmper allermest med at holde tårerne inde, drejer nøglen pludselig om på døren. Den bliver hurtigt åbnet, og en høj, tynd mand træder ind i lokalet. Han ser flink ud, overhovedet ikke som Mathias havde frygtet. Én stjerne på skulderen. Det må betyde at han er forholdsvis ny, tænkte Mathias. ”Hej med dig. Jeg hedder Mads, og jeg skal afhøre dig, ang. butikstyveri” sagde han med en venlig stemme. Mathias vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, men han fik fremstammet et ”ja”. Den unge betjent satte sig ned, overfor Mathias, og gik i gang med spørgsmålene. ”Er det første gang du stjæler?” spurgte han hårdt og kontant. Nej. Det var ikke første gang han stjal, men i den her situation, vurderede Mathias at det var okay at lyve. ”Ja, det er det” svarede Mathias med en klump i halsen. Bagefter irriterede han sig over, at han ikke havde sagt det mere selvsikkert. Nu troede betjenten helt sikkert ikke på ham. ”Og du er helt sikker på, at det ikke er noget der har stået på gennem længere tid?” spurgte betjenten igen. ”Ja, det er jeg helt sikker på” svarede Mathias igen, denne gang lidt mere bestemt. Resten af spørgsmålene var angående dem han var sammen med, da det skete, og betjenten sluttede af med: ”Ja, men vi bliver jo nok nødt til at kontakte dine forældre, så vi sammen kan få udfyldt en rapport. Og du vil blive straffet for butikstyveri.” Nu kunne Mathias ikke mere, og tårerne måtte ud. Han forbandede sig selv. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor lige i dag? Hvorfor skulle vagten lige opdage ham? Tusinde spørgsmål fløj gennem Mathias’ hoved i disse sekunder. Det hele startede for godt et halvt år siden, hvor Mathias kom i en ny klasse. Nogle af drengene fra klassen, gik i Streetwear tøj. Mathias kom fra en helt anden verden, og ingen af hans gamle klassekammerater gik i den slags tøj. Tøjet var forskellige farver, med bulldogs og rotttweilere på. Når man havde det på, så man ikke nervøs ud – man så hård ud. Desværre var der den ulempe, at det var noget meget dyrt tøj. Det kunne nemt koste over 1000 kroner for et sæt. Derfor var en af de aller hårdeste fra klassen, Dennis, begyndt at stjæle fra en butik i byen. Mathias var også hoppet med på den åndssvage bølge, og havde gjort det et par gange. Men denne dag var det gået helt galt. Mathias og et par venner var gået ind i Streetwear på Nørrebrogade, for at købe en trøje til Mathias som han havde ønsket sig i lang tid. Da de kom ind i butikken, stod der ”1500 kroner” på trøjens prismærke. ”Fuck også, man!” udbrød Mathias. Han blev lidt trist, for i hans pung var kun 800 kr. Dennis trak ham til side. ”Vi nakker den fandeme bare til dig, Mathias.” Mathias blev lidt nervøs, for selvom han havde prøvet det før, havde det bare været småting fra butikken. Bælter, halskæder og sådanne ting. ”Ej, det kan vi sgu ikke!” svarede Mathias, og var klar til at gå ud af butikken. ”Du har ævlet om den trøje så længe, gå nu ind i prøverummet!” sagde Dennis. Og det var ikke et spørgsmål, men en ordre. Okay så, tænkte Mathias, og tog trøjen ned fra hylden. Han gik langsomt og usikkert ind i prøverummet. Dennis fandt et par bukser, som han gav Mathias med ind i prøverummet, så ekspedienten troede, at det var dem han skulle prøve. Efter at have været derinde i 5 minutters tid, kom han ud igen – med trøjen indenunder sin jakke. De gik hurtigt ud af butikken, men en vagt fulgte efter dem. ”Hey drenge! Vil I ikke lige følge med mig?” råbte han bestemt. Drengene vendte sig om, og fik med det samme øje på hans uniform. Bukser aka politibetjente bare i grå, og en jakke med et stort rødt tegn på med ”VAGT”. Dennis løb som en gal. Vagten løb ikke efter, men fik i stedet fat i Mathias som ikke løb. ”Kom med ind, du!” råbte han af mig, og tog Mathias i ærmet og slæbte ham med ind i butikken. Herefter blev han ført ind i et baglokale, hvor han skulle svare på en masse spørgsmål. ”Jeg har ikke taget noget, jeg har ikke taget noget, på ære!” blev Mathias ved med at sige. Men ejeren af Streetwear, talte bare flabet til ham, og spolede tilbage på overvågningen, hvor det kunne ses at han tog trøjen. ”Vi kan jo se, at du er i ledtog med ham den anden dreng. Fortæl os nu bare hvem han er, så bliver det meget nemmere for dig selv.” Men Mathias turde ikke stikke Dennis i ryggen, for Dennis havde kontakter. ”Mathias dog! Hvad har du lavet?” udbrød Mathias’ mor, da hun med hans far trådte ind ad døren i det fængselsagtige lokale på stationen. Mathias brød sammen i gråd igen. ”Undskyld mor, undskyld” var det eneste han sagde. Betjenten afhørte dem, og lavede rapport. Heldigvis kunne Mathias ånde lettet op… Når han fyldte 18 ville pletten på hans straffeattest gå væk.