”Bang!” Sagde det, da bil døren smækkede. Vi kunne se bilen drøne af sted ned ad den mørke vej. Nu var vi alene. Helt alene. Kun min 7-årige lillebror, Andreas, og jeg. Hvor var vi?
”Hvornår henter han os?” Peb Andreas.
”Jeg aner det ikke.” Svarede jeg.
Det så ud til, at vi var i en lille by. I det fjerne lyste en telefonboks. Det var koldt. Jeg kiggede op på den klare nattehimmel.
”Der er lys i huset derhenne” Peb Andreas igen. Denne gang mere skrøbeligt. Hans overlæbe var blevet blå.
Hen mod huset traskede vi. Skulle vi banke på? Vi havde intet sted at sove, og Andreas lignede en forfrossen pingvin. På døren bankede jeg. En hund gøede, det gjorde, at Andreas sprang ned fra dørtrinnet. Han var bange. Døren åbnede. En gammel dame kom ud. Hun havde den mest krogede næse, jeg nogensinde havde set.
”Hvad vil i to?” Hvæsede hun.
”Det er ikke for at være påtrængende, men vi kan muligvis ikke låne en sofa eller et tæppe? Vores stedfar har forladt os. Vi har intet sted at sove.” Sagde jeg.
Hun vendte om, gik ind i huset. Kom hun tilbage? Det gjorde hun. Et gammelt grønt fleecetæppe havde hun i hænderne.
Det er gratis at oprette en konto