Afskeden

Vinden susede, træerne ruskede, og bladende gjorde alt for at blive siddende på grenene, foråret var kommet, og de øverste blade måtte overgive sig, for vindens brutale kræfter. Det havde blæst i mange dage, og det danske sommervejr var gået bort. Vinden blev brudt af fodtrin, ikke hurtige fodtrin, men langsomme triste trin, der gav genlyd i gårdspladsen. Fodtrinene stoppede, en knirkende dør blev åbnet, og der kom en fæl lugt ud derfra.

Lars stod i døren, og lyttede til regndråberne der langsomt dryppede ned fra loftet, selvom det ikke regnede, var stråtaget stadig vådt fra nattens hårde regnskyl. Det havde været en lang nat, tusinde tanker havde strømmet gennem hans hoved, han tænkte med en hastighed han ikke troede var mulig, og jo mere han tænkte, jo sværere blev det, han havde for mange minder til han bare kunne lade det gå. ”Lars? Lars? Er det dig?” Ikke mere tid til at tænke, han blev nød til at fortælle det.

Aftenen var lang, hun havde grædt i flere timer, og det samme havde han, han er ikke en af dem der nemt græder, men at se hende græde var simpelthen for hårdt. Han sad i sin stol, selvom den var hård, havde han aldrig fået en bedre gave, for den var fra hans elskede Lotte. Han havde fortalt det hele, hvert et ord og han fortrød intet, men han vidste han ville komme til at savne hende. Han sad stille og tænkte over hvad han havde sagt, han havde fortalt hende, hvor svært det ville blive at få en ordentlig høst på grund af den hårde vind, og hvor mange penge de allerede skyldte Svend, som havde byens slagter. Men det sværeste var at fortælle, hvordan han havde tænkt sig at rejse, og sende penge til hende og Svend. Der gik et stykke tid før hun opdagede, at han havde tænkt sig at rejse ud i verdenen, men da det gik op for hende, brød hun sammen i gråd. De havde ikke snakket sammen siden, bare set på hinanden med våde øjne. Han havde fortalt hende at han rejste i morgen, selvom det var hårdt, var han besluttet på at gøre det.Natten var lang, næsten længere end forrige nat, men heldigvis regnede der ikke, Lotte havde stadig ikke sagt noget til ham, hun havde bare kysset ham godnat og lagt sig til at sove. Lars havde fortalt at han fandt et godt arbejde, og at han ville være hjemme med en masse penge om et år, men indtil da ville han sende penge, alt han fortalte var bare håb, for han vidste det ikke ville blive nemt. Han stod tidligt op, pakkede alle sine ting, tog sit fineste tøj på og en hat for at ligne en moden rig herrer. Det begyndte at gøre mere og mere ondt i kroppen, hans vidste det ville blive svært at se sin elskede i øjnene og sige farvel. Han var såret, bange og havde det dårligt, han havde overhovedet ikke lyst til at tage af sted, så han måtte være hård. Han fik et kys inden han gik ud af døren, han vidste det ville blive det sidste i lang tid, måske nogensinde. De mødtes udenfor huset, de gav hinanden hånden, og han betragtede huset en sidste gang inden han vendte sig og gik, der var langt til havnen, men han blev nød til at gå, for han havde ingen transportmidler. En ting var sikkert, han havde nydt sit liv og så snart han kunne ville han rejse hjem. Færgens motor startede, det var for sent at skifte mening, han var på vej mod det ukendte, og på vej ind i et nyt liv, der både kunne blive godt og ondt. Men en ting var sikkert når han kunne ville han rejse hjem til Lotte, hvis han kunne.