’Kære passager tag jeres iltmasker, på og forhold jer i ro vi nødlander om 20 minutter i Arlanda Lufthavn ved Stockholm.’
Sådan lød stewardessen meddelelse over højtaleren - hun lød nu lidt skinger i det – for bare en halvanden time var vi trygt og sikkert på vej hjem, til Stockholm og nu skal vi alle sammen dø. Jeg vendte mig mod min medpassager, og han så nu heller ikke for godt ud ’but who can blame him’ Han vidste også godt, at ingen ville overleve det forfærdelige styrt, vi nu alle sammen skulle opleve, mindre end 10 minutter.
Kaptajnen meddelte en forfærdelig fakta om, at vi ikke kunne nødlande i lufthavnen, men i stedet for skulle vi nødlande et sted 20 km. Fra lufthavnen. Mit hjerte slog et hjerteslag over. Da vi fik nyheden om at vi, i stedet for skulle lande i en lufthavn, hvor der ville være en masse hjælp og vi måske, bare måske ville have en lille chance for overlevelse, men nej i stedet skulle den skide pilot – som for resten hedder Stefan Rasmussen – nødlande i en fucking skov, hvor der ingen hjælp ville være, og jeg skulle dø. Jeg er måske lidt selvisk - hvem har ikke lov til at være det – men i sådanne nogle stunder hvor man skal sige farvel, til livet på jorden og goddav’ til himmeriget - jeg er meget god til eufemistiske udtryk - så bliver man sgu’ en smule selvisk.
Det er gratis at oprette en konto