Noelle og stedfaren

Jeg kiggede på mine fingre. De var helt sprækkede. Mine neglebånd var slidte og grimme, men jeg blev ved med at sy. Jeg kiggede hurtigt op på uret, som hang på vægen, og konstaterede at den var 7.50 om morgenen. Jeg havde lige nøjagtigt 10 minutter til at lave kjolen færdig, stryge den og tegne en ny i. Jeg syede hurtigere. Det sidste jeg havde lyst til, var at blive for sent færdig, så min stedfar kunne råbe ad mig og slå mig igen. I de hurtige bevægelser kom jeg til at prikke mig i fingeren med min lille nål. Jeg ignorerede hurtigt smerten og syrede videre. Jeg nåede lige at blive færdig med kjolen og lægge den på strygebrættet, da min stedfar George kom ind. ”Er du ikke færdig i nu? Sidder du og sover i arbejdstimerne?” sagde han hånligt da han så mig. Jeg bøjede hovedet og begyndte at stryge i hurtige bevægelser. ”Jeg har stadig 7 minutter” svarede jeg stille. Han så på mig igennem spejlet, som han stod foran, og betragtede mig. Jeg kiggede på ham ud ad øjenkrogen og så at han smile triumferende. ”Oh undskyld Frøken Noelle, selvfølgelig kan du nå det hele på dine små 7 minutter!” Sagde han ironisk, mens han grinte ad mig. Han var tydeligvis i højt humør i dag. Jeg svarede ikke. Jeg var så van til at han drillede mig og hakkede på mig. ”Men skynd dig Noelle, hvis du altså kan finde ud ad det” Sagde han igen hånligt inden han vendte sig for at gå. Jeg bed tænderne sammen. ”Hvis du havde ladet være med, at bruge alle mine børnepenge på din modebutik da mor dødede, kunne du nu købe mig en symaskine så det ikke tog så lang tid.” Han blev helt stiv, og med det samme forstød jeg det jeg havde sagt. Han vendte sig om, og gik med hurtige skridt over til mig. Jeg nåede ikke at opfatte meget, inden jeg mærkede et hårdt slag på min venstre kind. ”Jeg må lige minde dig om, hvem der giver dig husly og næring Noelle! Dit utaknemmelige skarn! Du kan godt glemme alt om aftensmad i aften! Og jeg skal have 1 ekstra kjole i morgen!” råbte han op i hovedet ad mig, vendte sig om og stormede ud af det lille arbejdsværelse, hvor jeg boede. Jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg blinkede dem væk. Jeg ville ikke græde over et svin som ham. Jeg blev stående lidt, mærkede varmen fra min beslåede kind. Det her var ikke fair. Siden min mor dødede, for seks år siden, var jeg stortset blevet smidt ud ad familien. Nu var det bare min stedfar, hans afskyelige datter Lisa og min mors penge og ejendele. De kom med lidt brød og noget pålæg hver morgen og middag. Om aftenen fik jeg lidt kold suppe. Af tøj fik jeg nogle stofrester fra kjoler, og så måtte jeg selv lave mit tøj, når jeg ellers havde tid. Nej. Det her var bare ikke fair overhovedet! Jeg ville væk herfra. Jeg ville væk fra det hele. Jeg ville starte et nyt liv hvor jeg ikke bare hed Noelle Lange, men Elisabeth Reed Noelle Bell Brennan. Jeg skyndte mig ud i det store køkken, efter jeg var sikker på min stedfar var gået, tog en gammel stofpose fra gulvet op og begyndte at putte mad ned i den. Lidt rugbrød, en skinke og nogle rå kartofler. Jeg tog lidt penge fra køkkendåsen og smuttede så ud ad døren. Det var stadig en lille smule mørkt. Jeg løb hen ad de lange gader, og jeg kunne mærke den kolde jord igennem mine tynde stof-sko. Jeg kunne føle min frihed nu. Jeg smagte på luften mens jeg løb. Den var frisk. Jeg var frisk! Jeg grinte for mig selv over, hvordan George ville reagere, når han fandt ud af jeg var væk. Forsvundet. Ude af hans liv for evigt. Jeg løb hen til togstationen og købte en billet. 10 minutter efter kom toget, og jeg sprang hurtigt på. Jeg gik ind i nummer 3 vogn. Der sad en anden dreng i vognen med næsen i en bog. Han var på alder med mig, kunne jeg se. Jeg satte mig overfor ham Da han kiggede op og så mig i øjnene, gik der et gys igennem mig. ”Hej! Hvad hedder du?” kunne jeg høre mig selv sige. Han smilede. ”Jeg hedder Taylor. Hvad med dig?” ”Jeg hedder Noelle La… Øh jeg mener, Elisabeth Reed Noelle Brennan.” Sagde jeg stolt med et smil, og rakte hånden frem. Da han tog den, gik der indnu et gys igennem min krop. ”Hvor skal du hen?” Spurgte han interesseret. ”Det ved jeg ikke rigtigt. Hvad med dig?” sagde jeg.”Jeg ved det heller ikke.” Sagde han og kiggede ned. ”Jeg skal bare væk herfra. Texas måske?” Han så op og mødte mine øjne og idet øjeblik, vidste jeg at han tænkte det samme som mig. Jeg ville følge ham, og han ville følge mig lige meget hvad. Vi hørte sammen os to.Vi sad i tavshed, mens toget buldrede af sted. Vi vidste ikke hvor vi skulle hen, men vi sad bare og smilede. Smilede til hinanden som om vi havde kendt hinanden for evigt.