Jeg blev overrasket, hver gang jeg så ned, jeg var ikke vant til at gå i blanke sko. Vi satte os ind i bilen, min far startede motoren. Jeg satte mig bag min mor, jeg kunne se at der trillede nogle små tårer ad hendes kind, men hun sagde ikke en lyd. Jeg var også meget ked af det, men hvad skulle jeg gøre, hun var der ikke mere, kun mig og dem og ikke andre. Jeg kan tydeligt huske, at vi hver sommer efter at have hoppet, og leget i haven, var vi ved at dø af tørst. Vi har altid haft det meget sjovt sammen, og hun var der altid for mig.
Nu er vi der, lige foran kirken, vi stod lige foran den. Sidst jeg stod her, var sammen med min elskede søster, det var til vores konfirmation. Det er også den samme kirke vi blev døbt i. Vi havde aftalt, når vi nu er tvillinger, og er døbt i den samme kirke, konfirmeret i den samme kirke, så skulle vi også giftes i den samme kirke. Men den ide gik ikke lige så godt, som vi havde troet.
Vi gik ind i kirken, mine forældre hold i hånden, og min mor græd stadig uden at sige en lyd. De hilste på alle mulige mennesker, både store og små. De så også kede af det ud, der er også små børn, men de ved sikkert ikke hvorfor de er her. Det er første gang jeg mister en jeg holder så meget af, hun var mit liv. Vi havde begge glædet os så meget til lejre turen, med alle 8. klasser, men det blev alligevel ikke til noget. Nu sad vi alle i kirken, og sang salmer, jeg sad der ved siden af mine forældre, sang og græd på samme tid. Jeg tror aldrig jeg har været så ked af det, i hele mit liv. Min mor kiggede på mig, og holdte mig i hånden, det hjalp faktisk, for jeg græd ikke længere. Jeg kiggede først op på min mor, der trillede to små dråber ned ad hendes kind, og så op på min far, han sad der og sang, som om der ikke var sket noget, men jeg kunne godt se, at han også var ked af det. Jeg har det altid svært med, at se hvornår han er ked af det, seriøst og normal. Er det så svært for en voksen mand at vise sine følelser?
Det er gratis at oprette en konto