Begravelse

Jeg stod bare og stirrede ned på mine sko. Jeg havde slet ikke lyst til at være der. Jeg havde bare lyst til at forsvinde og komme tilbage sammen med hende. Min far tog min hånd og gav et lille klem. Vi satte os ind i bilen. Far kørte og mor sad ved siden af ham, jeg sad på bagsædet som sædvanligt. Der gik lang tid før vi nåede frem til kirken selvom der kun er 10 minutters gang hjemme fra os af. Far kørte op af en grus vej, vi var de først ankommende. Far gik op til præsten imens jeg sad og snakkede med mor på kirkens trappetrin. Mor vendte sig om mod mig og aede min kind, hun kiggede på mig længe og brød derefter sammen i gråd. Jeg kunne ikke holde tårerne inde jeg blev nød til at græde med hende, hun holdte mit hoved tæt ind til hendes bryst, jeg kunne hører hendes hjerte slå, hurtigere og hurtigere. Der sad vi på en trappe uden foran kirken og græd i flere minutter. Da vi faldt lidt til ro rejste jeg mit blik op imod hende med et spørgende udtryk i mine våde øjne:’’ Det er min skyld det hele, jeg skulle havde passet bedre på hende.’’ Hun kiggede på mig med hendes våde øjne, blikket var tomt og bedrøvet. Det lignede at nogen havde suget al’ hendes livs kraft og glæde ud af kroppen. Det var forfærdeligt at se på. Far kom løbende hen til os og fortalte at alting var planlagt, nu ventede vi kun på gæsterne. Som tiden gik kom der kom flere og flere til begravelsen efter et kvarters tid var alle dukket op. Det var en stor begravelse omkring halvtreds mennesker klædt i sort. Begravelsen varede lang tid. Og alle gav en enkelt tåre eller to. Nogle havde endda et brev med som de lagde ned i kisten. Nu blev det endelig min tur, jeg gik op til kisten og kiggede på hende. Hun så, så fredelig ud, hendes hud var is bleg, blegere end jeg nogensinde havde set hende. Jeg kiggede på hende og betragtede hver en del af hendes krop. Jeg vidste det var sidste gang jeg nogensinde ville se hende så tæt på mig. Jeg bemærkede hendes krøllede hår som gik til skulderne. Jeg kan huske at hun engang sagde hun ville ønske det var længere, og det slet ikke var langt nok. At hun så latterlig ud i forhold til hendes veninder. Jeg husker det helt tydeligt, som om det skete i går. Jeg stirrede på hende i lang tid, hver en del af hendes krop fra tåspidserne til fingerspidserne. Jeg lagde mærke til en hudafskrabning i ansigtet. Den var kommet fra ulykken. Der kom en følelse ind i mig, den kom bagfra og sprang på mig, uden jeg overhovedet nåede at reagere stod jeg nu igen og græd som en lille dreng. Jeg tørrede tårerne væk med højre ærme. Jeg kiggede over på mor og far. De stod og knyttede sig ind til hinanden, jeg kunne se hvor ulykkelige de var i deres ansigter. Et ansigts udtryk som gav mig et gys, jeg gik langsomt hen til dem. Og der stod vi en familie klædt i sort og med tårer i øjne, fordi Leila min lillesøster som døde i en bilulykke, nu ikke var her på jorden mere. Jeg kan ikke forklare den følelse inde i mig når jeg ser Leila i kisten. Fuldstændig bleg, uden hendes dybe vejrtrækning (den hun har arvet fra far) hendes smukke grønne øjne. Vi satte os ned på bænken. Tanken om at jeg aldrig ville hører Leilas stemme igen, det var ikke til at bære. Jeg prøvede at tvinge tårerne væk men jeg var ikke stærk nok til det. Jeg puffede mine hænder op til øjne. Så det eneste jeg så var min håndflade. Begravelsen varede i flere timer. Og jeg var fuldstændig udmattet efter at havde grædt så meget. Vi traskede hen til bilen, mine ben var tunge, jeg kunne næsten ikke løfte dem. Det lykkedes mig at komme ind i bilen. Derefter kørte vi. Vi kørte ikke hjem, vi kørte bare derud af. Vi kiggede alle sammen på hinanden og nikkede. Jeg ved at det hele nok skal gå. Det bliver svært, men vi kan godt.