Dukken!

Vi kørte forbi den ene mark efter den anden. Mere og mere grønt kom til syne. Solen skinnede på de fredfyldte store græsmarker, som gav et lysegrønt skær. Jeg skulle på lejrskole med klassen, ude i én skodhytte midt på Lars tyndskids mark. Turen i bussen føltes uendelig, alle drengene hoppede rundt og lavede ballade. Pigerne sad bare og små fnisede af drengene. Jeg rystede på hovedet og kiggede ud af vinduet. Der var kun marker på begge sidder af bussen. Skønt tænkte jeg, nu skal vi rende rundt og lege bønder. Jeg sukkede. Jeg kiggede ud af vinduet, jeg tænkte på Signe. Hvor jeg dog savnede hende, jeg fælled en lille tåre og holdte om min halskæde, som jeg havde fået af hende. Jeg grad og begravede mit ansigt i mine hænder. Et par heste stod og græssede stille og roligt henne ved hegnet til vejen. Det gav et sæt i dem, da bussen stoppede ved siden af den lysegrønne mark. Men de tog hurtigt hovederne ned igen, for at æde videre. Deres haler svingede taktfast frem og tilbage, for at holde fluerne væk. De to brune heste stod fredfyldt ved siden af hinanden, jeg beundrede det to fantastiske dyr. Jeg kiggede rundt, der var ikke andet end marker og små gårde. Men pludselig var der noget der fangede mit blik. Der sad der en dukke, bag nogle små buske. Den så skræmmende ud. Jeg kunne lige ane at den kiggede på mig. Den virkede uhyggelig, som den sad der og kiggede på mig med et stift blik. Jeg prøvede hele tiden at kigge væk, men det endte hele tiden og jeg gloede på den. Heldigvis kaldte lærerne os hurtigt sammen og så skulle vi gå mod hytten. Da jeg vendte mig om for at kigge efter dukken, var den væk. Underligt tænkte jeg, men spekulerede ikke mere over det. Da vi endelig nåede frem til hytten, skulle vi straks i gang med at lave idræt. Vi var godt i gang med fodbold kampen. Jeg pustede og var helt rød i fjæset! Jeg havde heller ingen kondi, hele vinteren havde jeg ikke dyrket motion. Ikke underligt at jeg pustede som en gris. Jeg sigtede efter målet, men så jeg en dukke, eller rettere sagt DUKKEN. Den sad og kiggede på mig. Jeg tabte balancen over bolden og væltede omkuld på det mørkegrønne græs. Jeg kiggede forskrækket efter dukken, men den var væk igen. Nick udbrød i en kæmpe latter sammen med resten af flokken. Den kæmpeidiot! Jeg lå ydmygende på græsset med mudder i ansigtet og græspletter på mine nye shorts. Da det endelig var blevet aften, var det tid til mad. Jeg stod ovre ved tagselvbordet og Thomas kom gående hen til mig ”Hva’ så smukke, kommer du ikke ind til mig i aften?” sagde han og begyndte at grine. Nick klappede ham på skulderen og fniste. De var altid så barnlige, typisk drenge! Jeg kunne ikke fordrage Thomas. Jeg havde altid kunne lide ham før i tiden. Men efter han var blevet venner med Nick, var han blevet en rigtig bølle. Nick var en skidt fyr, rigtig dårligt selskab. Han var sådan en type som blev svigtet da han var lille. Og i starten af hans teenageår var han blevet forvandlet til en rigtig gangster, der altid laver unoder og genere andre. Thomas skulle altid spille så pisse smart over for mig, men jeg vidste at han kunne lide mig. Hvorfor kunne han ikke bare vise det på en anden måde? I stedet for at han skulle være så barnlig? Da det blev for meget for mig, besluttede jeg mig for at gå udenfor helt alene. Det var begyndt at blive mørk, et lag med tåge havde lagt sig. Jeg kiggede ud over de mørklagte marker, de så fredfyldte ud, men samtidig var der noget uhyggeligt ved stedet. Jeg vidste ikke hvorfor, måske var det fordi at alt var mørkt og ødet. Mine tanker blev pludselig distraheret af en røg sky ude i det fjerne. Det var DUKKEN og den kiggede på mig. Jeg blev så forskrækket, at jeg vendte mig om og væltede ind ad døren. Jeg løb ind af døren og skyndte mig hen til det lille vindue. Nej, den var der ikke, væk igen. Jeg rystede og gled ned i fosterstilling, hele min krop rystede. Jeg lå bare der på det kolde stengulv. Jeg ved ikke hvor længe, jeg havde ligget ude på toilettet. Men læren kom og bankede på, det var tid til at gå i seng. Modvilligt kom jeg på benene. De rystede, jeg kunne mærke trætheden besætte krop. Jeg vågnede med et sæt. En skygge passerede mit vindue. Der var noget eller nogen. Jeg tænkte at det nok bare var en gren eller måske et flyvende blad. Men pludselig kom tanken, det kunne være dukken. Men nej selvfølgelig ikke, det ville være fjollet. Jeg gabte og kunne mærke trætheden sprede sig i min krop. Mine ben gjorde så forbandet ondt. Man kunne ikke kalde det herfor en lejrskole, nærmere en militærskole. Mine ben rystede. Jeg ledte efter min ipod i min taske, så kunne det være at jeg kunne sove. Jeg fik fat i en lille firkantet plade, jeg tog den op. Det var et billede af mig og min bedste veninde, indrammet i en fin lille hvid ramme. Der trillede en tåre ned ad min kind. Kæft hvor jeg savnede Signe. Hun var det mest værdifulde i hele mit liv, hun betød bare alt. Signe blev myrdet for præcis to måneder siden. Det skete til skolens galla aften. Musik i mine øre. Alle er ude på dansegulvet og stemninger er god. Jeg smiler og tager Signes hånd og giver hende et kram. Vi begynder at danse og svinger rundt til vi bliver helt rundtosset. Hun smiler og hvisker i mit øre, at hun lige vil gå ud og tage en puster uden for. Hun stopper sig selv, og vender rundt i de små fine hvide ballerina sko. Hun smiler varmt og hvisker i mit øre ”Du ved godt at du er min bedste veninde ikk’? Jeg er så glad for at vi har mødt hinanden”. Det var det sidste ord jeg hørte fra hende. Jeg begyndte at græde, jeg savnede hende så uendeligt meget. Den aften var den værste i hele mit liv, jeg mistede min dyrebare skat, min bedste veninde. Jeg tørrede tårerne af mine kinder. Hun var blevet overfaldet, men man fandt aldrig ud af, hvem det var. Det værste var nu at det var mig der fandt hende. Jeg havde længe tænkt over hvorfor Signe ikke var kommet tilbage så jeg var gået ud for at kigge efter hende, og det var der jeg fandt hende.. Det billede af Signe, der lå på jorden, ville jeg aldrig glemme. Det ville altid ligge dybt i mig. ”Dok” Jeg fik et chok, slog hurtigt mine øjne op og rejste mig op i sengen. Ude fra det fjerne var der fløjet en sten igennem luften og havde ramt mit vindue med et lille dok. Der var noget derude i mørket. Hvem eller hvad, det vidste jeg ikke. Måske var det dumme Thomas og hans ven Nick. Men hvad hvis nu det var dukken? Jeg rejste mig op af min seng, min værelseskammerat sov stadig. Jeg åbnede vinduet og mærkede den kolde luft. Den gav mig gåsehud. Jeg kastede et blik ud over marken. Ingen drenge, ingen Thomas, og ingen dukke, slet ingen. Marken lå helt øde. Jeg skyndte mig at lukke vinduet og listede hen til min varme seng. Dagens aktiviteter på lejrskolen havde gjort mig fuldkommen udmattet, jeg faldt hurtigt i en let søvn. Jeg slog hurtigt mine øjne op. Jeg havde en fornemmelse på at jeg ikke var alene. Jeg kastede mit blik på det store hvide vindue og til min forskrækkelse stod der nogen. En stor skygge stod i vinduet, det var DUKKEN. Pludselig med et sæt, rørte dukken sig og forsvandt ud i mørket. Jeg sprang skrigende ud af sengen og..