Forladt: en fortælling om dukke Lise

Luften var kold og fugtig, og nattehimlen stod på. Jeg løb og jeg løb, den gamle mand var ikke til at overhale. Han havde min dukke, min dejlige dukke lise. Bimse susede efter mig, og han kunne ikke lade være med at gø, af manden som havde min dukke. Noget rørte mig i hovedet, ’’lad mig være, du skal ikke røre mit hoved, slip mig’’…

Jeg vågnede med ét sæt. Bimse stod med benene på min sengekant, imens han kiggede undrende på mig med hans store brune øjne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, på det jeg havde drømt. Det var underligt, for det føltes som om, det virkelig var sket. Jeg kom i tanke om dukke Lise, som havde været en stor del af drømmen og et stort del af mit liv. Jeg fik hende af min onkel da jeg blev døbt. Jeg har altid været så glad for den dukke, hun har været med alle vegne, lige fra ferie til lange gåture. Jeg skimmede stedet, hvor hun plejede at ligge, og så til min overraskelse, at hun var væk. Jeg blev bange og ked af det, ved tanken om at hun ikke sad hvor hun plejede, og fordi at drømmen kom frem i mit hoved endnu engang. Jeg følte mig dårligt tilpas og overhovedet ikke i stand til at tage hen til stranden hvor drømmen havde forgået, for at se om dukke Lise lå der. Men jeg tog nu alligevel tøj på, spiste lidt morgenmad og satte hundesnoren på Bimse og så gik turen ellers ned til stranden. Stranden så helt forladt ud og det virkede ikke som om der havde forgået noget hernede de sidste mange år, men Bimse og jeg gik alligevel videre. Da vi havde gået lidt, kunne jeg mærke noget ramme min fod, og jeg kiggede ned og så at det var den dragt dukke Lise havde haft på siden jeg fik hende. Jeg havde aldrig haft taget det af hende, da jeg syntes det var det der gjorde hende speciel. Jeg samlede tøjet op, og kiggede ordentligt på det, jeg så at der stod mine to forbogstaver i toppen af dragten, og først der gik det op for mig at den dragt tilhørte mig og min dukke. Jeg slap Bimse fri, så jeg kunne gå og kigge efter dukke Lise, men det var uden held. Pludselig kom Bimse løbene imod mig, med noget i munden. Jeg kunne ikke se hvad det var før, han var helt tæt på. Det var dukke Lise, hun var ødelagt. Hendes hår var revet af, hendes fyld som hun havde haft i kroppen var væk. Hun var bare helt flad. Jeg begyndte at græde, at skulle af med min dejlige dukke Lise var ikke til at forstå. Men egentlig vidste jeg ikke om jeg græd at glæde eller fordi jeg var ked af det. For på en måde føles det som om det er et bevis på jeg er ved at blive stor og at jeg ikke har brug den gamle dukke. Men på den anden side havde hun været med mig hele livet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Imens jeg stod og kælede med Bimse og tænkte over hvad jeg skulle gøre, hørte jeg en latter. Den kom henne fra træet. Jeg undrede mig over hvad det var, og med ét kom den gamle mand som også havde været en stor del af drømmen frem. ’’det for din skyld’’ sagde han. Også var han væk. jeg begyndte at gå hjem, imens jeg tænkte over hvad det var manden mente, men jeg fik intet svar. Jeg fortalte mor det hele, dag jeg kom hjem. Det eneste hun gjorde var at grine.