Essay om tro og respekt

Jeg synes det er fantastisk at have sin tro. Jeg har al respekt til dem som går så meget op i deres tro, at det næsten fylder deres liv. Eller dem som holder Ramadan, og hverken får mad, drikke, røg eller sex fra daggry til solnedgang. Om aftenen må de til gengæld godt, men det siges at det kun er fordi Allah vil gøre det lidt nemmere for mennesket. Ramadan strækker sig i 30 dage, og derefter holder de fest, også kaldt ”Eid Mubarak”. Hvis det er en varm sommerdag, og de ikke må drikke vand, tænker jeg at det må være udholdeligt. Eller hvis de er rigtig sultne, og de ved der er mad i køleskabet, men de må ikke tage det. Det må være forfærdeligt. Eller hvis du er virkelig afhængig af cigaretter, og du ikke må røre dem overhovedet. Det er at trodse din tro, og at tro så meget på sin gud, er ufatteligt. Eller damerne som går rundt i burka, hver dag. Selv om sommeren, de slipper den ikke. Virkelig stor respekt fra min side af. Det er fantastisk hvad de vil gøre og ofre for deres tro.

Jeg tror det er virkelig hårdt. Men jeg synes også jeg oplever meget glæde, især efter ramadan. Og det virker som om de glæder sig til Eid Mubarak. Det er slet ikke det samme hjemme hos mig. Vi går sjældent i kirke. Vi går i kirke om julen, og ellers når vi har tiden, og det er sjældent. I stedet for hver søndag, er det måske 2-3 søndage om året, medmindre der er bryllupper eller barnedåbe. Vi kristne er slet ikke så aktive som muslimerne og andre. Men der er nogle kristne som går højt op i kirkegang. Og også respekt til dem. Og det er faktisk mange der tager i kirke, med deres børn, og det er kun positivt, efter min mening. De lærer en masse, og de får en vane, og glæde, af at gå i kirke. Og så lærer de måske deres børn det, og så videre, og så videre. Men på den anden side, er der selvfølgelig også negative ting. Især for børn synes jeg. Nogen må jo f.eks. ikke gå i bad, og andre må ikke spise svinekød, og det kan jo ”skade” børnene. Altså de går jo også glip af en masse ting. Men de oplever også ting som kristne ikke oplever. Og der bliver skabt et slags fællesskab ved ramadan. Min holdning er, at de bør få kæmpe respekt, for hvad de gør for deres tro.