Langt ude i det fjerne kan jeg se den grå bygning. Bygningen vokser for hvert af mine skridt, bliver større og tårner sig truende over de andre bygninger. Vinduerne er mørklagte, og hele bygningen ser tom og kold ud, ikke det mindste spor af farver eller liv. Jeg er ikke sikker på hvad jeg venter mig når jeg træder ind gennem de store døre, men én ting er sikkert. Jeg kommer ikke mærke den friske luft i lungerne, før den skyldige er fundet. Bygningen er tættere på nu. For hvert af mine skridt er der noget inden i mig, der skriger. Skriger at jeg skal vende om, løbe væk, gemme mig, men hvad ville det hjælpe? Jeg må finde sandheden. Mit før så hurtige tempo er forsvundet, mine skridt er langsomme og tunge som om nogen har fyldt cement i mine sko. Den grå bygning er foran mig nu, endnu større og truende. Jeg må og skal derind. Jeg skal finde svar på hvad der skete den aften, den forfærdelige aften. ’’Hannah’’ tænker jeg, inden jeg tager en sidste dyb indånding og træder ind i det overvældende mørke. Det tager tid for mine øjne at vende sig til mørket, men langsomt begynder jeg at kunne ane tingene i rummet omkring mig. Rummet er stort, og fyldt med podier hvor flere rækker af stole er placeret. Ved hver stol hænger et lille messing skilt, hvor skrå bogstaver er indgraveret. Michael Assing, Tim Henriksen, Tine Holsten. Jeg går op og ned af de mange stolerækker og kigger på de forskellige navne. Pludselig synes jeg at genkende et. Nicolaj Uhre, jeg var helt sikker. Vi havde ligget på sengen, Hannah og jeg. Snakket, grinet og pjattet, som vi altid gjorde. Havde fyldt os med slik og cola til vi var ved at kaste op, ligesom vi gjorde da vi var små. Hun kiggede pludselig seriøst på mig, og fortalte at hun havde mødt en. Nicolaj Uhre, navnet på skiltet. Hun fortalte om hvor sød han var ved hende og at han fik hende til at føle sig som den heldigste pige i verden. Kan huske hvor glad hun havde set ud da hun fortalte det, har aldrig set hende så lykkelig. Hvis jeg bare havde vidst at det var den sidste aften jeg kunne tilbringe med hende, hvis jeg bare havde vidst at det var den sidste gang jeg så hende da jeg gik ud af hendes dør. Jeg bliver revet ud af min drømmeverden da jeg hører hastige skridt. Jeg kigger rundt til alle sider, men ingen steder er der noget at se. Og lige så hurtigt som skridtende er kommet, forsvinder de igen. Jeg er bange, mit hjertet galoperer af sted. Jeg tør ikke bevæge mig, i frygt for at støde ind i noget. Jeg står som stivnet i flere minutter, prøver at overbevise mig selv om at der ikke er noget, at det bare er noget jeg har hørt. Men jeg vil ikke høre på mine egne ord. Efter at have fået vejret igen og beroliget mig selv helt ned beslutter jeg mig for at gå længere ind i bygningen, længere ind i mørket. Gad vide hvor lang tid jeg har været her? Det føltes som lang tid, men jeg er i tvivl. Mine skridt er langsomme, prøvende og forsigtige. Jeg vil for alt i verden ikke opdages, hvis jeg bare laver et forkert træk kan det hele falde sammen, og jeg vil blive opdaget. Sveden løber af min pande, jeg er så nervøs. Vil mit næste skridt blive det sidste? Jeg fortsætter ud i intetheden, tomheden og stilheden. Det eneste som følger mig er lyden af mit tunge åndedrag, og tankerne som kører rundt i mit hoved. Jeg går i mine egne tanker, men pludselig brydes stilheden. Ekkoet fra stemmer løber mellem gangene. Den ene er højrøstet, dyb og truende, den anden bange og svag. Stemmerne kommer for langt væk fra, til at kunne høre hvad de snakker om. Jeg bliver stående, overvejer hvad jeg skal gøre. En del af mig vil vende om, løbe væk som den kujon jeg i virkeligheden er, men en anden del af mig er tiltrukket af denne situation, tiltrukket af det ukendte og følelsen af ikke at vide hvad der vil ske. Jeg går med langsomme skridt mod lyden, tættere og tættere på. Lyset fra lamperne på den modsatte væg, når akkurat den store dør jeg nu står foran. Stemmerne der kommer fra rummet bag døren råber. Jeg ligger øret helt indtil døren, for at kunne høre alt hvad der bliver sagt. ’’Nicolaj, jeg vil ikke være med til det her længere, jeg nægter’’. Jeg kunne høre fodtrin, de gik hurtigt, klirrende glas og lyden af et urs tikken. ’’Du kan ikke bakke ud, vi lavede en pagt. Uanset hvad der skete, ville vi være sammen om det her’’ svarer den mørke stemme. ’’Hvad gør vi hvis nogen finder ud af hvad vi gjorde ved Hannah?’’ Da jeg hører stemmen nævne Hannahs navn, får jeg kvalme og hele rummet begynder at dreje. Jeg vælter, vælter bagover og støder direkte ind i bordet bag mig. Jeg ser i slowmotion hvordan vaserne fra bordet, har retning mod gulvet. Da de rammer, knuses de i tusind stykker, ligesom jeg gør indeni. Stemmerne holder op, og hastige skridt kommer hen mod døren. Tættere, tættere på mig. Jeg lukker øjnene, ønsker at det hele bare er en drøm, en ond drøm. Da jeg åbner øjnene igen, kigger jeg ind i et ansigt fyldt med ondskab.
Det er gratis at oprette en konto