På balkonen - Dansk stil

Jeg husker det meste af denne dag, som hvis det var idag det skete. På trods af at det faktisk er næsten et halvt år siden. Hele familien var samlet, hos min mor og far, til en “hyldest middag” for min bror. Eftersom det var sådan at min bror Antonio skulle være med til tyre fægtning, som der er en stor ting her i Spanien, og specielt i vores familie har det altid været noget helt særligt. Da min bedstefar var en stor helt i tyrefægtning. Nu var det så meningen at min bror skulle gå i hans spor. Jeg har nu altid været lidt imod det med tyrefægtning, faktisk synes jeg det er ret tomhjernet. Der er da virkelig ingen ide i at stille sig op med et rødt stykke stof, for derefter at vente på at tyren kommer styrtende efter dig. Det er jo sådan set bare det samme som, at stille og råbe den op i hovedet “kom an din åndsvage tyr!”, hvis den altså ville kunne forstå det, men man må da sige det næsten er dummere end politiet tillader. Ihvertfald efter min mening. Den mening er jeg desværre bare den eneste der har i min familie, og det er lige meget hvor meget vi diskuterer det. Klokken cirka tolv var hele familien samlet, og min mor havde jo selvfølgelig sørget for det hele. Hun var jo så stolt over sit lille vidunderbarn, som så er min bror - faktisk tvillingebror, men ihvertfald en der altid har været lidt bedre end mig i mine forældres øjne. Jeg kan egentlig godt forstå det, da jeg ikke lige er det mest talentfulde pigebarn. Egentlig har jeg også været ret ligeglad med det, for mig og Antonio har altid haft et godt forhold. Ikke bare sådan et normalt godt søskende forhold, men nej sådan virkelig tætte. Vi har altid stået sammen, Antonio har altid været der for mig, men hvis han ikke var sådan havde jeg nok ikke været helt okay med, at de altid har gjort sådan en forskel på os. Vi sad rundt om det store bord i stuen, der var dækket ?ot op. Ved den ene bordende stod en tom stol, hvor Antonio skulle have siddet, men han havde været nød til at gå, for at gøre sig klar. Så “hyldest middagen” måtte holdes uden ham. Inden maden kom på bordet, delte min mor et lille ?ag, eller måske mere et tørklæde, ud til alle. Det var stribet i farverne blå og gul, og på midten var der et billede af familiens våbenskjold. Vi skulle bære dem når vi skulle se Antonio. Det var så typisk, mor at hun havde fået lavet sådan noget til ære for ham, hun gik jo så meget op i alt, hvad der havde med Antonio at gøre, men det var nu også meget sødt. Jeg var ihvertfald sikker på, at Antonio vil blive glad for det, så jeg tog “tørklædet” på med det samme. Maden kom på bordet, og jeg er ret sikker på, at der var mere end rigeligt. Det var alle Antonios yndlingsretter, egentlig ærgerligt at han så ikke selv var der til at spise det, men det var også ligemeget for det smagte forrygende og hele familien var vilde med det, og