Jeg husker en episode fra min tid i folkeskolen. Det var en kold og våd dag, som de fleste andre dage på denne tid af året. Efteråret havde for alvor bredt sig over Danmark, og træerne havde som sædvanligt tabt sine blade. Det var ikke længere nogen idyllisk oplevelse, at vandre i skole, som for et par måneder siden, hvor himlen var klar og lyseblå som et hav nede fra de sydlige lande – måske middelhavet. Nu hang himlen langt ind over landskabet, og prægede mit humør så meget, som kun et nederlag i en fodboldkamp plejede at kunne. Et par hundrede meter før jeg nåede skolen, mødte jeg Camilla som kom cyklende op ved siden af mig. Vi hilste på hinanden, som havde vi ikke mødt hinanden i flere måneder, skønt vi altid om fredagen talte om, hvor hurtigt sådan weekend pludselig kunne være overstået. Nu var det atter mandag morgen, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg allerede fra morgenstunden, da jeg lå i min seng, kunne fornemme at det ikke blev nogen særlig god dag i dag. Men det er jo ikke nogen undskyldning for at blive hjemme på en mandag.
Camilla og jeg kom godt ud af det sammen, og vi forsøger stadig den dag i dag, at opretholde kontakten, selvom det til tider kan være svært, nu hvor vi lever to vidt forskellige liv. Hun er en meget målrettet pige med ben i næsen, og hun var slet ikke i tvivl om, at hun skulle videre på gymnasiet efter vores længe ventede og befriende folkeskoleeksamen. Intet synes tilsyneladende at være anderledes denne dag, men så skete der alligevel noget.
Det er gratis at oprette en konto