"Taaaaak for gaven mor" sagde jeg med et stort smil på læben og løb hen og gav hende en krammer. Jeg legede med dukken resten af juleaftenen. Dukken blev døbt ved navnet Julie, ligesom jeg blev døbt Sofie. Jeg behandlede dukken som mit eget barn, lidt ligesom mor behandlede mig. Dukken var levende i mine øjne. Julie græd, sov, tissede, og det babyer plejer at gør.
Mor havde det altid dårligt, og alt gik nedad for hende. Det hele startede 3 år siden efter fars død. Jeg var kun 7 år gammel på det tidspunkt. Der var meget jeg ikke forstod, men noget jeg forstod, var at far var død. Efterfølgende mistede mor hendes jobbet, og hun gik helt ned. Hun begik selvmord, på hendes fødselsdag. Jeg var 14 år og stod helt alene tilbage. Jeg følte mig helt alene, jeg havde ikke nogle venner eller familier. Jeg havde kun Julie tilbage, mit barn.
Jeg huskede alt, som var det i går. Dukken, den sidste juleaften med mor, fars of mors begravelse, og alt derefter. Der er allerede gået 10 år, ikke til at forstå. Jeg lå på sengen og tænkte tilbage på alt. Emma lå lige ved siden af mig og sov stadig væk. Det var lørdag, fri fra arbejd. Jeg stod op og gik ned i supermarked for at købe ind til morgenmaden og frokosten. Jeg ville ikke vække Emma og lod hende sove. Efter indkøbet vækkede jeg Emma. Emma var 6 år gammel, men hun havde ikke vokset sig en eneste centimeter. Vi havde en stor dag for os. Jeg havde besluttet mig for at tage i biografen og på stranden. Jeg havde aldrig været i en biograf før, da jeg havde det svært med ar følge med.
Det er gratis at oprette en konto