Forladt

Jeg ser et sidste glimt af hende inden hun forsvinder op over bakken. Hun har sin mor i den ene hånd og sin far i den anden. Ikke en eneste tanke har de skænket mig. Jeg er jo også bare en dukke. Et stykke legetøj der skal kasseres når jeg ikke er spændene mere. Er hun ikke også ved at blive lidt for gammel til, at lege med mig? Måske, men Renee er altså min mor. Hun passer på mig. Hun sørger for at Shine -hendes kæmpe labrador- ikke bidder en arm af mig når den er legesyg. Hun har altid været der, men nu forlader hun mig - uden at skænke mig en eneste tanke, forsvinder hun op over bakken. Med sin mor i den ene hånd og sin far i den anden.

Bølgen skylder ind på stranden, rammer mine fødder og flyder ud igen, og bliver erstattet af den næste bølge. Sådan fortsætter det i en evighed. Jeg sætter mig til rette så godt som en dukke, der ikke kan bevæge sig, kan, og tænker tilbage på de sidste stunder jeg havde med Renee og hendes familie.

Hun havde mig i sin favn. En favn så varm som noget kunne være. Jeg nød synet, af det blomstrene smil som var plantet på hendes læber. Vi sad på en bænk ved smukkeste sted på hele østkysten. Vi sad og kiggede på Alice, Renees søster, som plaskede rundt ude i vandet. Hun dykkede rundt, grinende og smilende. Renees forældre sad længere oppe på stranden. De nød udsigten udover havet, mindst lige så meget som jeg gjorde. Vi var så overvældet af det skønne syn, at vi ikke reagerede på noget som helst. Ingenting. Pludselig uden varsel sprang Renee op. Hendes ansigt viste så mange ting på en gang. Vrede, forskrækkelse og sorg. Hendes krop dirrede og med et var hun henne ved sine forældre. Hun råbte og skreg og svingede med armene, heldigvis uden mig i dem. Hun skabte sig fuldstændig vildt. Forældrene kiggede undrende på hende, og der var en lille snært af bekymring. Da gik det op for mig hvad der var sket. Fuldt og fast. Alice var ikke på bredden, hun var heller ikke at se ude i vandet. Hun var helt og aldeles væk.