Mange definerer ordet farvel som ”vi ses”, ”på gensyn”, men det oprindelige definitiv er, at man siger farvel til en, som man ikke skal se mere, et farvel til begravelse, farvel til en man ikke skal se igen fx en man møder i bussen og får en god snak, men sandsynligheden for at se personen igen er meget lav, derfor skal man sige farvel til sådanne personer, ikke til dem man vil eller skal ses igen! Jeg var blandt en af dem, som brugte ordet ’farvel’ til min far. Jeg havde ikke tænkt over, hvad definitionen på farvel var, lige indtil jeg ”mistede” min far.
Jeg venter på min far. Jeg ved, jeg ikke kan holde det ud. Jeg er for træt, jeg tror bare, jeg går i seng nu.Jeg kan høre nogen ude i stuen. Stemmen er bekendt i mine ører, men min hjerne sover stadig. Så går det op for mig, at det er min far. Jeg springer ud af min køjeseng, løber hen til ham, krammer ham stort og giver ham det største kys. Hvorfor elsker jeg ham så meget? Hver nat, hvor han kommer hjem fra arbejde, så skal jeg bare vækkes. Det er som om, jeg har et vækkeur indeni mig, som siger: kukkuk, kukkuk. Din far er kommet hjem, du skal vågne fra din skønhedssøvn, og lige med det samme åbner jeg øjnene og løber over til ham. Jeg har savnet ham så meget. Selvom det er nogle timer siden, jeg sidst så ham. Efter jeg har snakket med ham, krammet og kysset ham - som det var sidste gang jeg skulle se ham -, falder jeg i søvn igen. Som hver evig eneste nat bærer min far mig ind til mit værelse og putter mig i seng med et godnat kys. Lidt efter kan jeg høre høje stemmer. Det er frustrerende, jeg prøver på at overdøve de høje stemmer men det er umuligt at sove, når der er så meget larm. Jeg prøver at lytte til, hvad de taler om, men det er lidt umuligt, når jeg nu ligger ned, og puden og dynen dækker mine øre. Så jeg vælger at vågne. Jeg sidder på min seng, og nu koncentrerer jeg mig virkelig om, hvad de taler om. Noget med en dame. De vil skilles. Hvad betyder at skilles?Min mor og far har skændtes længe. Ikke kun længe, men ret længe. Jeg er blevet så træt af det med tiden! Hver morgen når jeg står op, ser stuen anderledes ud. Jeg prøver at huske tilbage til dagen før, hvordan den så ud, men har svært ved at huske det. Men jeg ved, der er noget anderledes. Jeg vil så gerne vide, hvad der skete i går aftes, men jeg tør ikke at spørge min mor om det. Jeg kan se, hun er ked af det. Hvem skal jeg så spørge? Min storesøster svarer mig aldrig, når jeg spørger om de ting. Mine storebror svarer mig overhovedet, så ham vil jeg ikke en gang spørge. Jeg kigger på min lillesøster, hun er bare… bare helt blank. Hun har ingen idé om, hvad der foregår, med kortere ord, er hun total blank. Nogle gange, hvor jeg kigger på hende, og ser hendes små brune øjne får jeg helt ondt af hende. Men sådan er livet, ikke? Livet er bare ikke altid med os, den kan få os til at være de gladeste i denne verden, og nogle gange helt omvendt. Tror jeg? Jeg har det ikke godt, føler mig selv så mærkelig, som om der er en anden én, der har overtaget min krop. Jeg føler mig lidt sulten og siger det til min mor. Det hun svarer, der er: ”Sig det til din storesøster, hun skal nok lave mad til dig.” Jeg får over til hende og siger, hvad min mor sagde. Hun gør, hvad jeg beder om. Jeg spiser det hele op, jeg var vist ikke bare ”lidt” sulten, men meget.
Det er gratis at oprette en konto