Landevejen FSA

Han kom op på vejen igen men armen gjorde ondt, meget ond, så ondt at han næsten ikke kunne mærke den. Han nåede ikke meget mere end tre meter før han mistede balancen igen, han havde det som om at han var fuld, og væltede rundt på den is belagte vej. Han havde ikke noget fod feste og vidste ikke helt hvor han gik hen. Det eneste han vidste var at han gik væk fra tankstationen. Han kunne se noget foran sig det lignede en skikkelse, det var rimelig uhyggeligt. Han skyndte sig at løbe ind i et busstopsted lige ved siden af ham, for tænk nu hvis det var politiet. De måtte jo ikke ?nde ham, han ville nemlig ikke tilbage. Han gik og tænkte lidt på hvorfor han egentlig gik, men jo de kunne jo ikke være det bekendt. De behandlede ham ikke ordenligt, de slog ham, og låste ham nede i kælderen i helt mørke hvis han ikke gjorde hvad der blev sagt. Og nogle dage var der ingen mad, kun det de ?k i skolen. Lidt dårlig samvittighed havde han også, det var jo hans mor, det var hende der havde givet ham liv og omsorg da han var lille, men så mødte hun Ken, han var da det værste væsen på hele jorden. Det var hans skyld at hun var blevet som hun var. Og nu ville han dræbe ham. Det var egentlig uhyggeligt. Men politiet skulle han så ikke være bange for, hvis de altså ville tro på ham. Det var der nemlig ikke andre der havde gjort. Skikkelsen han havde set var bare en gammel mand med en hund, ej hvor var det uhyggeligt. Han måtte jo bare gå, han havde ingen steder at tage hen der var ingen der lyttede til ham. Men det var bare så koldt, gid han dog havde taget en jakke med. Efter en times gå tur kom han til et lille villakvarter. Han ville prøve at se om han kunne ?nde et sted han kunne ligge lidt ned, o et skur eller bare i læ, så den is kolde sne ikke rev hans ansigt op, eller det gjorde den heller ikke det føltes bare sådan. Han vågnede næste morgen ved at en hun stod og gøede, han måtte hurtigt væk, tænk hvis det var ejeren af skuret, han havde lagt sig i. Han skulle nok prøve at kontakte politiet med tænk nu hvis de ikke troede på ham og bare sendte ham direkte hjem igen. Han kunne ikke tage chancen. Måske hvis han tog hen til hans gode ven Kim, det var en god idé han ville da tro på ham. Det havde gjort de gange han var kommet i skole med blå og gule mærker over det hele. Men så var det bare lige at ?nde ud af hvor han var. Et kort skulle han have fat i, det kunne man få på en tank station. Så der måtte han hen, han havde stødt på en ikke langt fra det villakvarter hvor han havde overnattet. Statoil stod der på det store skilt ved tankstationen. Det var vel nok der han skulle hen, men hov hvad var det. Var det Mors bil? Han måtte væk hurtigt, tilbage den vej han kom fra. Hvad lavede hun da her, han troede at han var langt væk, men åbenbart ikke. Han kom forbi villakvarteret og gik et par kilometer mere, da der var en tankstation igen. så prøvede han igen, ind og have et kort og ?nde hen til Kim. Han vidste at det ikke var langt væk derfra hvor han boede, men han havde jo gået i et par kilometer nu. Så kunne man jo bare håbe at det ikke var den stik modsatte vej af den vej Kim boede. Da han havde fået fat i kortet kunne han ikke rigtigt ?nde ud af hvor han var. Men det gik hurtigt op for at han havde vendt kortet på hovedet. Humlebæk hed den by han var i, han kunne huske at han havde været der før, ved stranden. Men det var den gang at hans far levede. Og han vidste at Kim boede i Espergærde, så den var den rigtige vej han havde gået. Men an skulle gå et par kilometer tilbage. I udkanten af byen lå der en politi station, han tænkte meget på at gå der ind men ombestemte sig hurtigt igen. Han skulle hen til Kim lige meget