I dag er det 2 år siden, siden den dag hvor det hele skete, det med Laura. Jeg husker det stadig som var det i går. Det var en sommeraften, hele min familie og Jeg var på stranden. Laura, min lillesøster havde taget sin dukke med, den dukke som hun elskede så højt og som intet kunne erstatte. Vi havde været der i knap en time, da Laura kommer, og spørger om hun må gå i vandet, min mor siger selvfølgelig ja, da vi godt kan se hende fra der, hvor vi sidder. Jeg holder ikke rigtigt øje med hende, da min bror og Jeg sidder og snakker fodbold. Men på et tidspunkt kigger jeg ned mod vandkanten, jeg får et chok, da jeg ser, at Laura nu ikke længere er der nede. Jeg skynder mig hen til mine forældre, og de begge løber ned mod vandet, de står og råber på hende. Jeg skynder mig derned, og jeg kan se at på en sten fem eller 10 meter længere henne, ligger Lauras dukke.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre eller sige, jeg følte mig helt tom inden i, jeg tænkte kun på, hvad der kunne være sket med Laura, jeg løbede hele stranden rundt imens jeg kalder på hende. Min far er ved at ringe til politiet, der går ikke mere end 5 minutter, før de er her. De hjælper os med at lede efter hende, men vi kan heller ikke finde hende sammen med dem. Lige pludselig midt i at panikken, kommer der en helikopter flyvende over stranden, som også leder efter hende. Politiet kommer hen og snakker med mine forældre, Jeg leder stadig videre, jeg vil finde hende! Men så råber mine forældre efter mig, og jeg går hen til dem, ”Betjentene siger, vi skal tage hjem, så skal de nok lede videre” sagde min mor. Endnu en gang, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige, jeg skyndte mig at løbe ned og tage Lauras dukke med hjem, den skulle i hvert fald ikke blive liggende på stenen.
Det er gratis at oprette en konto