”Vi kender ikke hendes navn. Ingenting. Hun siger hun ikke kan huske noget” Sagde Dr. Barnum. Jeg kaldte ham Jesper. Jeg havde været her i en måned nu, så han sagde at jeg lige så godt kunne kalde ham, hans rigtige navn. Jeg kender ham efterhånden også rigtig godt, selvom han ikke ved noget som helst om mig. I en måned har han forsøgt at få et mindste minde ud af mig. Men jeg husker intet. Ingenting. Overhovedet. Han giver aldrig op på en patient. Men noget siger mig alligevel, at jeg kan sidde herinde for evigt. Jeg ved ikke engang hvor gammel jeg er. Lægerne gætter på jeg er mellem 20-25. Men jeg har ikke selv nogen idé. Vi finder aldrig ud af hvem jeg er. ”Du sætter mig på en svær opgave, Dr. Det er svært at trænge ind i psyken på folk, der knap nok har en” sagde en psykolog, Jesper stod ved siden af. Hun havde hendes datter med. Jeg kunne værtfald lige skimte et lille hoved. Mit værelse var bare et helt vidt rum, med et kæmpe vindue til gangen. Og kun ét lille vindue, til resten af verden. Som jeg knap nok kan huske. ”Ja, Majbritt. Det har det heller ikke for andre psykologer, men du må forsøge. Vi skal vide hvem hun er” Sagde Jesper. Jeg havde kun snakket med 2 andre psykologer. Hende her skulle være speciel. Lidt bedre end de andre. Men jeg tvivler. Jeg husker intet. Lidt ligesom dagen efter en flaske tiquila. Man husker ikke engang at man havde drukket flasken. Det er lidt en følelse jeg har. Måske var jeg dranker? ”Jeg vil gøre mit bedste” sagde Majbritt. Og så stod de der. Ude foran vinduet og stirrede på mig. Som om jeg var et dyr. De troede også at glasset var lydisoleret. Men jeg hørte hvert et ord. Idioter, at de ikke havde opdaget hvilken glarmester der havde taget røven på dem. De stod der i noget tid, indtil Jesper tog initiativet til at gå ind til mig. Jeg sad oprejst i min seng. ”Hej, Felina” sagde Jesper med hans evige smil, man umuligt kunne vende. Han kaldte mig Felina, fordi han syntes Felina var et navn, der passede til små søde folk. Meget sødt, egentlig. ”Det her er Majbritt. Hun er landets bedste psykolog. Hun vil være her de næste par timer” sagde Jesper og pegede mod Majbritt. ”Hej. Jeg har taget min datter, Kathrine med. Håber det er i orden” sagde Majbritt, og prøvede at smile lige så meget som Jesper. Men ingen glæde kunne overgå Jespers. Jeg elskede virkelig Jesper. ”bare sæt dig ned, Majbritt” sagde Jesper og tog to stole frem foran mig. De satte sig ned. Kiggede lidt på mig. Kathrine tændte tv’et. Hun så Disney Channel. Jeg kunne ikke fordrage de børneprogrammer. ”Sig mig… Felina?... Hvad er det sidste du kan huske?” Det samme havde de andre to psykologer spurgt mig om. Inklusiv en million læger. Kan de ikke snart forstå at jeg ikke husker noget som helst?
Det er gratis at oprette en konto