Hvor går grænsen? En personlig refleksion

Hvor går grænsen?Legepladsen, de duftende Julekager - og mærkelige mennesker.

For nogle uger siden, måske snare nogle måneder siden havde vi været på weekend hos min moster, det havde bare været totalt hyggeligt! Hun havde fået helt ny lejlighed, og duften af jul snoede sig op af ned af de flotte hvide vægge.

Hun havde udsigt ud over parken. I dag er jeg blevet for stor til at klatre rundt nede på rutsjebanerne. Gyngerne havde knirket da jeg satte mig i dem. Alligevel kunne jeg godt lide stedet. Stativerne, selvom de var kedelige. Gyngerne selvom de knirker. Men ingen af tingene slog Flyet.

Flyet var jeg stadig helt vild med at lege i, jeg kravlede op og ned, igen og igen, jeg legede jeg var en modig pilot. Ligesom dengang, da jeg var mindre – og drømte om at blive pilot. De mindre børn lagde ikke mærke til at jeg, som var et par hoveder højere end dem klatrede rundt på et træ fly. Men det gjorde de voksne, men jeg havde været ligeglad, det skulle de da ikke bestemme. Sådan er det de fleste steder. Hvem har egentlig bestemt at træ flyvere, gynger, og legestativer er for mindre børn?