4. Virkelighed og subjektivitetDu læser nu et essay. Om lidt vil jeg begynde at opbygge min egen ethos; jeg vil begynde at tegne et billede af mig selv som værende sympatisk, troværdig og rationel. Lige om lidt. Om lidt vil jeg lægge tråden til det forløb, jeg vil lede dig igennem; et forløb som fører til en konklusion, jeg allerede har draget. Du vil undervejs overveje de alternative konklusioner, jeg præsenterer, men du vil – i og med at jeg allerede på dette tidspunkt har opnået din tiltro – ende med at give mig ret. Mit syn på virkeligheden er rigtigt. Jeg vil så småt begynde at præsentere min kilder; de tekster hvorfra jeg skal udlede argumenter; de tekster, som skal bruges til et ganske andet formål, end de egentlig er skrevet til. Jeg vil præsentere artiklen ”Nurse your darlings” (Kesera #7, 2003) af Michael Valeur og jeg vil præsentere uddraget ”Vinkel er subjektiv” fra Kurt Strands artikel ”Medierne fanges i deres egen logik” (Fællesskrift, 2008) og jeg vil huske at gøre opmærksom på, at den første er skrevet af en forfatter, og at den sidste er skrevet af en journalist. Det er en pointe, som jeg senere vil vende tilbage til, og du vil da – ubevidst – få en fornemmelse af, at jeg er velstruktureret og gennemtænkt.Jeg vil stille spørgsmålet: Hvad er virkelighed? Hvis man spørger Michael Valeur er det – og jeg citerer for at forstærke slagkraften i udsagnet - ”den fiktion man kan få flest muligt til at acceptere”. Jeg kunne også have citeret ham for at sige at ”virkeligheden slet ikke eksisterer” eller at ”virkeligheden skabes af ord”. Jeg vælger dog det første, fordi jeg så straks kan citere Kurt Strand, som skriver at ”journalisten skal være i stand til at lade sig påvirke, hvis det viser sig, at virkeligheden er en anden, end hvad han troede”. Så er kontrasten, som du uundgåeligt må tage stilling til, opridset – allerede nu. Det er kontrasten, som jeg vil bruge til at lede dig mod min egen, forudindtagede holdning til emnet gennem de næste par sider: Skal virkeligheden betragtes som en konstant, uforanderlig størrelse, eller er den et produkt af de gengivelser, vi skaber? Er virkeligheden noget, der opstår i samspil mellem skribenten og publikum, eller er det en størrelse, vi ikke som sådan kan påvirke?Der er nu fare for at du synes det her er noget ordkløverisk flueknepperi; at du siger, at det er to forskellige størrelser, der omtales, og at det eneste, de har til fælles er betegnelsen ”virkelighed”, som knappest er dækkende for dem begge. Du vil måske påpege at alt, der her mangler, er et ekstra ord, og så kan alle de herrer skribenter ellers godt tage og pakke sammen og stoppe med at brokke sig. Men jeg vil forsøge at overbevise dig om, at det står ganske anderledes til. Det hele handler i grunden om subjektivitet. Strand anser subjektiviteten som en faktor, vi skal inddrage i vores overvejelser, når vi læser en journalistisk tekst. Han spiller på klicheen (se: negativ ethos) og siger ”kill your darlings”: Lær at fravælge det overflødige, omend du selv finder det fantastisk interessant. Journalistik skal være nøgternt, præcist og tilnærmet det evigtgyldige, objektive sandhed.Men han glemmer én ting, den gode Strand; han glemmer at subjektiviteten ikke kun er en egenskab ved afsenderen, journalisten, men at den i lige så høj grad er et fænomen, der gennemsyrer modtageren. Fra den dag, vores bevidsthed starter med at udvikles, foregår en socialiseringsproces, som gør at vi kan fungere i det samfund, i de sociale fællesskaber, som vi engang skal indgå i. Fra den dag af begynder subjektiviteten at danne os som personer. Vi lærer hvad der er rigtig og forkert, vi lærer tilvalg og fravalg og normer og værdier og alskens begreber, som gør, at vi aldrig igen kan se på verdenen uden nogen form for forudindtagethed. Vores hjerner er konstruerede på en sådan måde, at ny information lagres i forlængelse af gammel: Vi er skabt til at associere og drage sammenhænge, reflektere og bearbejde, betragte og subjektivisere.
Det er gratis at oprette en konto