Samtaler i mørket

Jeg sidder på kanten og stirrer ud i mørket, der omringer mig. Den kølige, men friske, efterårs vind kærtegner blidt min krop, og jeg mærker hårene rejse sig på mine nøgne arme. Her er intet lys fra gadelygter, ingen billygter til at oplyse vejen og samtidig ingen motorstøj til at bryde stilheden. Månen er den eneste lyskilde. Den spejler sig så smukt i den lille sø, og sætter sit eget sølvpræg over det grå landskab. Over mig blinker stjernerne så klart på den kulsorte himmel, og det føles som om de pludselig er kommet meget nærmere. Aldrig har efteråret stået klarere og smukkere end det gør nu. Måden hvorpå bladene, med deres varme farver, har lagt sig som en tyk dyne over skovbunden. Jeg husker tydeligt, hvordan mine brødre og jeg har siddet i vinduet og iagttaget bladenes stille og yndefulde dans mod den kolde jord, og derefter har kastet os ud af døren, for at lege i de store bunker, far fik samlet sammen. Somme tider savner jeg tiderne med mine brødre. De tider, hvor vi var hinandens bedste venner. Vi brugte flere timer, når vinterens sne var faldet, på at bygge flotte igloer, hvor vi kunne sidde og drikke varm kakao med kiks til. Om sommeren var det politi og røver, der trak os udenfor. I disse tider glemte vi tit klokken, og mor stod ofte med hænderne i siden, når vi kom hjem fra legepladsen en sen sommeraften. Jeg har altid elsket mine brødre, fordi jeg ved, at de har min ryg og altid vil beskytte mig mod skolens bøller eller drenge, der bliver lidt for interesserede. Selvom at vi er blevet ældre, forhindrer det os ikke i at tage en pudekamp i mor og fars seng. Det forhindrer dem skam heller ikke i at binde mig med tape og kilde mig til jeg hiver efter vejret. Minderne om min barndom får et smil til at brede sig på mine læber. Jeg har ingen ide om, hvor længe jeg har siddet her på badebroen. Tiden spiller ingen rolle her i mørket, hvor tankerne har revet sig løst og opbygger drømme og mål. Som mig, en snart 15 årig teenager, er der et hav af drømme, tanker og håb om en fremtid, der bliver rig på glæde og oplevelser. Jeg har ikke tænkt mig at sidde tilbage til slut med en følelse af, at jeg ikke har grebet livet som det burde gribes, taget de chancer der lå for fødderne for mig eller bare i det hele taget med en følelse af, at det her, det kunne jeg have gjort bedre. Jeg vil kunne sidde med ansigtet fyldt med rynker og kridhvidt hår, mens min mand klemmer min hånd og kigger på mig med et blik, der skriger af kærlighed. Her skal jeg sidde med et smil på læben og med erindringerne om alle glæder og sorger, livet har bragt mig. Om hvordan jeg rejste jorden rundt, hvordan tårerne fyldte mine øjne da jeg gik op af kirkegulvet iført den skønneste kjole, og senere måtte betragte mine børn gå den samme gang. Jeg vil sidde med en god smag i munden, og være stolt og tilfreds med mit livs forløb, de ting jeg har opnået, de drømme der er lykkedes og de valg jeg har taget. Sådan har jeg altid tænkt. Jeg vil være et menneske, jeg kan være stolt af. Jeg vil ikke tage noget for givet. Jeg vil ikke tælle hvert minut, men sørge for at hvert minut tæller. Mens jeg sidder og lytter til naturens stilhed og lader mørkets evighed forføre mig, lader jeg tankerne falde på barndommens mange søvnløse nætter. Som lille var frygten mørket. Det var ikke decideret mørket, jeg frygtede, men mere hvad der kunne gemme og skjule sig i det. Måden hvorpå mørket kan forværre en situation. En aften, hvor man går alene, kan man hurtigt blive overbevist om skridtene bag sig eller øjnene der hviler på mig i krattet, ikke bare er en dum fantasi. Jeg hader mørkets uvished og dets uendelighed. Da jeg som lille pige måtte kravle dybt ned i den store dyne, efter at lyset var blevet slukket, og bare håbe på at jeg snart ville vågne op, var ulidelig. Jeg ville end ikke lade en tåspids stikke uden for dynen, som var pakket tæt omkring mig, af frygt for at blive taget af det monster, der gemte sig i mørket. I nætter som disse måtte jeg straks efter at far havde sluttet godnathistorien og mor slukket lyset, løbe gennem huset som var fanden efter mig, og kravle op mellem mor og far. Her følte jeg mig tryg. Jeg elskede at ligge og lytte til min fars tunge åndedræt, og betragte dynen, der hævede og sænkede sig. At ligge med min mors hånd i min til jeg faldt i søvn, var fantastisk. Min mor har altid været min klippe. Hun har altid været den, jeg er kommet til når livet og dets problemer blev for meget. Min far derimod er ham, jeg deler mange af mine kreative interes ser med. Det er ham, jeg tager ud i naturen en kold vinternat med kakao og tæpper, for at se på en himmel fyldt med stjerner, der skydes omkring på himlen, hvorefter vi kan sidde sammen og betragte den skønneste solopgang, der bryder himlen med dets smukke farver. Øjeblikket, hvor solens første stråler rammer mine kinder med en fantastisk varme, er fantastisk. På et øjeblik som dette, side om side med min far, føler jeg mig levende. Jeg kan mærke lykken brede sig i min krop. Her sidder jeg mens kulden bider mig i tæerne. En puslen og skridt fra krattet bag mig, fortæller mig, at han er tilbage. Mørket forhindrer mig i, at kunne se hans ansigt. Da han kommer helt tæt på, lægger månens lys sig blødt på hans ansigt. Jeg kigger ham ind i hans flotte blå øjne og smiler. Han famler sig frem til min arm, og tager min hånd i sin. Varmen strømmer ind i mig og da det når hjertet, eksploderer det som en bombe af glæde. Vi siger ingenting, men går bare. Han giver min hånd et blidt klem, da han sender et smil. Det er svært at beskrive den fø lelse, der breder sig i mig, når han ser på mig. Andre ville have sagt, at det er sommerfugle, men det ville være en slem underdrivelse. Her er tale om store fugle, der flyver rundt i mig, og min mave føles som et stort cirkus. Han slår benene fuldstændig væk under mig, og samtidig begynder jeg at blive bange for, at mit hjerte vil banke ud af mit bryst. Kun et sted kan gøre mig tryg i disse tider, og det er i hans arme. Den eneste frygt, der kan ramme mig, er frygten for at miste ham og, hvad tiden og livet vil bringe os af problemer. Hvis jeg en dag skulle blive i tvivl, om det her er kærlighed, og om det er det rigtige, skal der ikke andet end et smil fra hans læber til at overbevise mig om, at jeg elsker ham. Jeg elsker ham så inderligt, at det prikker helt nede i tæerne. Vi standser og står og kigger hinanden ind i øjnene. Vores vejrtrækning høres nu som den eneste lyd i stilheden.Det er som om, at alt omkring os er gået i stå. Som om hele verden holder vejret i dette øjeblik. I dette øjeblik, hvor vi læner os ind mod hinanden, og lader vores læber forenes i et kys. Det er ube skriveligt, som en film. Her er kun os to i mørket under stjernerne; alt andet forsvin der og bliver ligegyldigt. Jeg mærker, hvordan varmen pludselig strømmer ud i mig, og hvordan fuglene igen bliver sluppet løs i maven på mig. Niks, ingen tvivl. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham ubetinget. Jeg elsker ham for hans mangler. Jeg elsker ham for den måde, han kø rer sin hånd gennem håret og det skæve smil når han bliver nervøs. Jeg elsker at ligge med hovedet på hans bryst og bare lytte til hans hjerteslags rytme. Jeg elsker hver en detalje på hans krop. Jeg elsker ham for at være sig selv, og jeg elsker tanken om, at han er min. Jeg el sker ham.