Den 4. november, 2008 stod Back Obama som Amerikas første sorte præsident, på talerstolen i Grant Park i Chicago, og takkede folket i ydmyghed, for at vælge ham som deres nye leder.
Da Obama jo blev valgt, og da det er ham der holder talen, er han afsenderen. Hans modtagere favner dog mere bredt. Obama holder sin takketale i Chicago, hvor han er født og opvokset, og han har derfor et specielt forhold til byen, og ikke mindst dens indbyggere. Derfor går talen først og fremmest til Chicagos befolkning. Dernæst går talen selvfølgelig også til resten af Amerika. Sidst men absolut ikke mindst går talen til alle andre, der følger med i det amerikanske valg, fra andre lande, gennem radio eller fjernsyn. Dem nævner han blandt andet i dette citat:
”Og til alle dem, der ser med i aften hinsides vore kyster, fra parlamenter og paladser til dem, som kryber sammen om radioerne i de glemte hjørner af vor verden, vi har hver især vores historie, men vi deler skæbne, og amerikansk ledelse står foran en ny begyndelse.”
Med dette takker han folket, for at følge med i valget, og husker os samtidig på de dårligt stillede lande, som vi skal huske at hjælpe. Han fortæller, at Amerika står over for en ny begyndelse. Med det mener han at der skal rettes op bl.a. de fattigstes vilkår, ikke blot i Amerika, men også i andre lande. I hans tale bruger han meget gentagelsen ”ja, vi kan / yes, we can”, som er en ethos appelform, fordi den taler med oprigtighed og troværdighed. Han fortæller også mange historier i sin tale. Han fortæller bl.a. om Ann Nixon Cooper på 106 år, som havde oplevet det samfundsmæssige skift, gennem et helt århundrede. Hun oplevede hvordan stemmerettighederne skiftede, fra at det kun var hvide mænd der måtte stemme, til at sorte og kvinder også måtte. Når Obama vælger at fortælle om en kvinde som Ann Cooper, bruger han appelformen pathos, som er den appelform, der taler til modtagerens følelser. Vi som modtagerer føler noget når vi høre en historie. I dette tilfælde tror jeg at følelsen for amerikanerne er fædrelandskærlighed, og en følelse af sammenhold. Man har siden oldtiden beskæftiget sig med tre klassiske taletyper: Den politiske tale, retstalen og lejlighedstalen. Den politiske tale skal kunne rådgive modtageren. Den skal udover dette være overbevisende, for på den måde at kunne flytte stemmer. Retstalen har det tilfælles med den politiske tale at den skal kunne påvirke modtageren, til at tage stilling til det pågældende emne. Dog handler retstalen også meget om hvem der gjorde hvad, på hvilket tidspunkt. Den sidste, lejlighedstalen, bruges til at markere specielt festlige lejligheder. Dette kan gøres ved at inddrage fortiden og fremtiden. Obamas tale indeholder alle tre taletyper. Retstalen og den politiske tale bruger han til at overbevise befolkningen om, at deres valg var rigtigt. Lejlighedstalen bruger han bl.a. i historien om Ann Nixon Cooper og Amerikas historie.
Det er gratis at oprette en konto