I min litterære artikel af folkeeventyret ”Kong Lindorm” der er nedskrevet tilbage i 1854, vil jeg henholdsvis ligge vægt på at belyse den psykoanalytiske fortolkningsdel af folkeeventyret, samt perspektivere til ”Prinsessen med de tolv par guldsko” som vi har arbejdet med tideligere på året. Her fremgår der både en række ligheder mellem karakterernes roller i eventyrerne og udviklingen fra barn til voksen. Derudover vil jeg bl.a. gennemgå den følgende overgang, udvikling og forvandling af folkeeventyrets hovedperson, arktant- og kontraktmodellen samt sproglige virkemidler.
Folkeeventyret ”Kong Lindorm” omhandler den typiske konge og dronning, der dog her ikke kan blive befrugtet på egen vis. I sin ulykke møder dronningen en gammel kælling, der tilbyder hendes hjælp. Kællingen fortæller dronningen, at hun har valget mellem at spise en rød eller hvid rose, der vil vokse under et hankekar i haven. Spiser dronningen den hvide rose vil hun føde en pige, spiser hun den røde vil hun føde en dreng. Dronningen spiser først den hvide, men bliver derefter fristet til også at spise den røde. Dronningen føder en lindorm og en prins. Da prinsen bliver gammel nok til, at drage ud for at finde en prinsesse at gifte sig med, blokere lindormen hans vej, og insistere på at få en prinsesse før prinsen. Kongen finder derfor en prinsesse til lindormen, men næppe før hun når ind i kammeret splitter lindormen hende ad. Dette gentager sig engang til. Tredje gang overtaler kongen fårehyrden til at forære sin datter, der her bliver vældig ked af det. Igen kommer den gamle kælling til undsætning og fortæller datteren, at hun skal påføre sig 10 særke. For hver særk skal lindormen smide en ham, og når alle lindormens ni ham er smidt, skal datteren piske lindormen med ris dyppet i lud, bade den i sødmælk og sove med den i sin arm. Dette gør hyrdedatteren, og da hun næste morgen vågner, har lindormen forvandlet sig til en smuk kongesøn.
Det er gratis at oprette en konto