Samtaler i mørket

Mørke er en interessant ting. Den er ikke helt til at begribe. Det føles som et tykt tæppe der bliver lagt over en. Den dæmper ligesom alle lyde og man føler man er den eneste tilbage i verden. Lidt ligesom universet. Koldt uden ende og fyldt med mysterier. Vi ved heller ikke særlig meget om universet hvilket egentligt burde gøre os bange, men det sker bare ikke rigtigt da vi vender vores frygt til nysgerrighed og på grund af det har vi fundet ud af at der findes galakser og lavet teorien om Big Bang, som mere eller mindre er blevet en realitet. Men hvad var der før Big Bang, det er der vel mange andre der også spørger sig selv om hver dag. Var der intet? For når alt kommer til alt må et eller andet engang være opstået af nul og niks. Hvordan er der så kommet ting. Fra guder? Var det dem der startede Big Bang eller har der bare altid været ting. Det er et stort spørgsmål som man nok aldrig finder svaret på, men hvis man gør så er det ved nysgerrighed i stedet for angst. Jeg går fx tit ture om aftenen og en enkelt gang har jeg oplevet at lyset gik. Da det jeg altid havde taget for givet pludselig ikke var der mere gik jeg helt i sort og der var intet frem eller tilbage, op eller ned. Der var kun mig, omgivet af den mørke uvished hvilket der selvfølgelig gjorde mig skide bange, jeg skulle jo bare have vendt frygten til nysgerrighed, men det tænkte jeg ikke lige på i øjeblikket. Tankerne begyndte at spinde på en ide om at jeg havde set et hvidt ansigt, men uvisheden omkring om det var rigtigt var det værste. Jeg fandt så senere ud af at man kan slippe de mørke tanker ved at tænke realistisk. Hvem gider sidde bag en busk om natten og vente flere timer på at der kommer nogen forbi? Og selv spøgelset eller morderen må kunne føle mørket og uvisheden. For mørket bestemmer alt og er betegnelsen for alt ondt. Man associere også kulde med mørke. Måske fordi der er færre lystimer om vinteren. Så hvis det er koldt og mørkt så er det uhyggeligt. Men hvis der er en kontrast (varme/kulde, Lys/mørke) og fællesskab så er det hygge. Fx hvis det er en kold sort nat, og man er flere der har sat sig rundt om et bål, så har man varme og lys bålet og så er det hygge. Der ligger den hårfine grænse mellem uhygge og hygge. Ligesom med gal og genial. Hvis du fx i gamle dage sagde at jorden var rund ville folk sige du var gal, men nu ved vi at du ville være genial, og på sammen måde er der rent videnskabeligt en meget lille forskel på mørke og lys. Den eneste forskel er at der ikke er vibrerende molekyler der springer fra genstand til genstand og antager farver alt efter hvilken farve objektet har. Lyset har den fantastiske egenskab at gøre ting klare, vise os hvor vi er på vej hen, give ting liv og fjerne de uhyggelige tanker, ideer og spørgsmål. Men uden mørke ville der ikke være nogen grund til at leve. Der er en gammel historie der lyder: der er en mand der står ovre ved en lampe og leder ved den. Så kommer der en dame over og spørger: ”hvad leder du efter? ” manden svare: ”mine nøgler, jeg har tab dem” ”hvor henne? ” spørger damen ”derovre i mørket, men der er for mørkt så jeg leder her hvor jeg kan se noget i stedet”. Og hvorfor finde ud af ting vi allerede ved i stedet for at finde ud af de ting som vi ikke ved endnu, men som vi kan bruge til noget. Og det gør vi ved at lære af mørket og ikke brænde det ligesom man gjorde med hekse engang. Mørke er en interessant ting. Den er ikke helt til at begribe. Den gør alting mere tydeligt og skaber tydelige kontraster. Den gør livet spændende og giver en lyst at være nysgerrig.