'Afskeden' af Mikkel Fraaby

Året er 1889, og vi er hjemme hos Maren og Julius på deres gård ”Brathingsgård”

i landsbyen Klejtrup beliggende 14 km vest for Hobro. Maren er på vej ind fra hendes urtehave, for at påbegynde middagen til Julius, som snart kommer ind fra en hård dag i marken. Maren og Julius har arvet gården efter Julius´s familie, en gård de troede skulle danne rammen om deres fælle fremtid med børn og masser af afgrøder, de kunne sælge. Men virkeligheden har ramt dem med en noget anden skæbne, og de kæmper både med at få børn, samt med at høste afgrøder nok bare til eget forbrug. Denne dag kan Maren mærke at noget vil ske, og hun har hele dagen kæmpet med en indre uro. Hun lægger sine urter fra sig og går i gang i madlavningen, som denne dag igen består af kartoffelsuppe med lidt brød.

Lidt over syv kommer en træt og duknakket Julius hjem. Han er stille og siger ikke noget. Han tager sine støvler og arbejdstøj af, og går hen og sætter sig ved bordet. Maren kan mærke den indre uro vokse sig større, men forsøger at skjule sin bekymring for Julius. De spiser begge i trykket tavshed, og Maren ved inderst inde at lige om lidt så sker det hun har frygtet allermest den sidste tid, og som har givet hende denne uro. Julius rømmer sig og Maren giver et lille spjæt af forskrækkelse. Hun kigger på Julius som løfter hovedet og ser hende lige ind i øjnene. Hun ved det inden han siger noget, men venter tålmodigt på at han skal starte. Julius siger: ”Maren min elskede, der er noget vi bliver nødt til at tale alvorligt om”. Maren nikker og afventer igen. Julius fortsætter: ”Det kan ikke blive ved med at gå på denne måde Maren. Vi har kæmpet for at udvide familien, stadig uden held, og vi kan dårligt skaffe mad nok til bare os to, så jeg har taget en tung beslutning”. Maren kigger stadig på Julius uden at mæle et ord, men kan mærke at knuden i maven bliver hårdere, og at der også er tårer der begynder at presse på. Julius siger: ”Maren jeg elsker dig og vi skal nok lykkedes med at få børn en skønne dag, men på nuværende tidspunkt ville vi jo ikke engang kunne brødføde en mund mere i familien, så jeg har besluttet at rejse til den store hovedstad og få arbejde. Jeg vil spare hver en krone op jeg kan tjene og komme hjem når der råd, men indtil da må du tage dig af gården. Jeg har allerede arrangeret leje af jorden for afgrøder, og denne leje kan betale for udgifterne på gården, men også kun lige. Så søde Maren, du skal stå for resten selv. Jeg har sørget for at der et lille lod jord hvor du kan dyrke kartofler med mere, men jeg har brug for at du er stærk og siger du nok skal klare dig, til jeg kommer hjem igen”. Maren har ikke sagt en lyd siden Julius startede sin tale, men nu kan hun ikke længere holde tårerne tilbage, og hulkende falder hun sammen på bordet. Der går en lille tid hvor det eneste man hører er Maren´s hulken. Da Maren er faldet lidt til ro igen, tørrer hun sine øjne og kigger på sin elskede mand og siger: ”Selvfølgelig Julius, jeg skal nok sørge godt for både gården og mig selv, bare du lover at du kommer hjem til mig igen”.