”John, klokken er mange – du skal op nu”, sagde hans kæreste. Klara hed Johns kæreste. Han havde kendt hende i 5 år. Faktisk var han slet ikke til faste forhold, da han som kriminalbetjent, ofte kom ud i situationer med livet som indsats. Klara var bare anderledes, hun var en middelaldrene kvinde på 43 år, faktisk er hun 10 år ældre end John. Hun var så fin og let, så meget modsat ham. Hans hjerte strømmede over med kærlighed, når hun med sin blidhed snakkede til ham.
Hendes blodrøde negle strøg hen af hans kind, da hun med sin blide stemme hviskede ham ind i øret, ” du kommer for sent!”. Hun vendte sig rundt, og gik med lette stille skridt ud af soveværelset, med et skummelt smil om munden og tænkte - han skulle bare vide…
John satte sig forvirret op i sengen, da han mærkede en kilden i sit venstre næsebor, og kunne mærke en nys var på vej. Han følte sig dårlig tilpas, fornemmede en forkølelse var på vej. Han rynkede panden, han kunne ikke forklare hvorfor, men han fornemmede at noget ubehageligt ville ske i dag. En følelse af frygt greb han om struben. Det gav ikke mening. Alt tegnede jo lyst. Efter alle disse år med Klara, var han endelig gået med til at møde Klara’s familie for første gang. Han var ikke social, han kunne ikke med mennesker - han kunne ikke lide dem. De var ikke til at stole på, men Klara havde fået ham på andre tanker. Så derfor var han gået med til at møde hendes familie. Familien boede i et gudsforladt sted, i en lille by der hed Snave. En lille by på Sydfyn. Man ville sige, en by hvor kragerne vender… en slags Verdens ende. Han skubbede tanken og følelsen af frygt væk, tænkte, at nu skulle han tage sig sammen.
Det er gratis at oprette en konto