Den 27. december 1991 var jeg passager på flyet 751 Dana Viking. Jeg husker det som var det i går. Det var en frostklar decembermorgen, klokken havde kun lige passeret 8, da jeg stod i lufthavnen og lige havde sagt farvel til mine forældre og søskende. Jeg checkede ind, og kort tid efter sad jeg i det varme fly, sammen med mange andre og var klar til at flyve hjem efter at have holdt jul med min familie i Arlanda. Ferien var snart slut, og jeg skulle tilbage til studiet i København. Der var is på vingerne af flyet, så vi blev lidt forsinkede, da isen skulle fjernes. En stewardesse kom rundt i flyet med et stykke chokolade, som vi kunne tygge på, for ikke at få propper i ørerne når vi skulle lette. Endelig startede flyet. Vi kørte ud af banen, og fik mere og mere fart på. Det gav et sug i maven, og det var fedt bare at køre derudaf, rigtig hurtigt. Vi kom endelig op i luften, og alt var fint. Jeg satte mig til at kigge i nogle blade, med musik i ørerne. Pludselig begyndte der at komme nogle svage bankelyde fra motorerne. Besætningen sagde ingenting til det, så jeg tænkte ikke videre over det. Lydene blev højere og voldsommere, og der begyndte at komme røg ind i flyet. Der lugtede rigtig brændt. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne pludselig se store flammer, der kom ud af venstre motor. Jeg gik i panik, og kunne straks se, at jeg ikke var den eneste. Nogle af passagererne rejste sig, men fik besked på at sætte sig igen. Jeg blev i tvivl om, om det var et mareridt jeg var med i, eller om det var virkelighed. Det ruskede og hoppede i flyet, og strømmen gik. Folk kiggede rundt, og lignede nærmest nogle, der ventede på at besætningen ville råbe, at vi var ved styrte i døden. I og med at alt strømmen gik, gik flyet også ud, og kunne ikke kontrolleres ordentligt. På dette tidspunkt havde vi ikke fløjet i meget mere end et par minutter. Der skete så meget uforklarligt på én gang. Bagest i flyet sad der en stewardesse, som også så rigtig bekymret ud. Pludselig bliver der råbt “Emergency procedure! Prepare for on ground emergency!”, og vi får besked på at vi skal bukke os forover, med hovedet mellem benene og hænderne rundt om knæene. Her begyndte det rigtigt at gå op for os, at vi ville styrte ned, og vi skulle til at forberede os på at sige farvel til livet her på jorden. Folk råbte og skreg, og prøvede at berolige deres børn. Jeg var sikker på, at flyet ville eksplodere, og vi alle ville dø. Vi kom tættere og tættere på jorden, men fløj stadig med 200 km/t. Vi fløj direkte igennem en masse træer, og så gav det et ordentligt brag. Vi var landet på en mark, midt i Sverige. En kæmpe byge af splinter, jord, sne og brændstof ramte mange af os. Var jeg i live, eller var jeg død? Jeg var i live. Der lød en klapsalve, Stefan Rasmussen, havde formået at nødlande på en mark, og alligevel sørget for at ingen døde. Den højre vinge på flyet var brækket af, og flyet var knækket i tre dele. Der blev tale om, at flyet ville eksplodere. Men det skete heldigvis ikke. Alle os passagerer, og besætningen gik ud af flyet, og ud i den bidende kulde. Flyet var knækket, så man kunne bare rejse sig fra sædet og træde ud. Mange mennesker havde kun shorts og t-shirts på, fordi temperaturen havde været så høj inde i flyet, så rigtig mange stod og frøs.
Det er gratis at oprette en konto