Intet liv er døden værd

Jeg erindrer det så tydeligt, men alligevel står mange af mine hændelser, fra den aften, utroligt svagt. Når jeg sidder her og tænker tilbage på det, føltes det mere som en drøm end som den rene virkelighed.

Jeg havde en aften gået mig en tur. Vejret var gråt, blæsende og trist, men jeg brugte tit denne metode for at give mine tanker luft fra hverdagens uroligheder. Jeg havde blot tænkt mig at gå en lille tur rundt om de nærmeste huse, men mine ben ville ikke det samme som jeg og i stedet forsatte jeg ned til havnen – gud ske tak og lov for det! Da jeg var nået havnen, satte jeg mig forsigtigt ned på kanten med benene hængende ud over vandet. Længere henne kunne jeg se en mand, som havde fået samme idé som jeg. Jeg sad et kort øjeblik og følte mig fuldkommen fri. Jeg slap mine tanker løs og nød vinden der tog i hestehalen. Jeg løsnede den, men måtte samtidigt holde fast med den anden hånd på kanten, for at vinden ikke skulle tage mig med ud over vandet. Jeg kan huske ned til mindste detalje, tanke og bevægelse, som jeg gjorde mig i den al tid, hvor jeg sad der på kanten og så ud over havet. Jeg sad der så længe, at jeg nåede at betragte hele solnedgangen. Flere gange havde mit blik skævet over til manden, der sad et godt stykke væk fra mig. Da solen var gået helt ned, rejste jeg mig for at gå hjem igen, men hjem nåede jeg dog aldrig, for da jeg havde gået nogle få meter, vendte jeg mig for at betragte manden for en sidste gang, og det var i dette øjeblik, jeg fornemmede, at noget var helt galt. Manden der sad ved siden af mig havde også rejst sig, men i stedet for at vende sig ud mod parkeringspladsen, som jeg, sprang han i vandet. En klump dukkede med det samme frem i halsen på mig og jeg gned mig hurtigt i øjnene for at sikre mig, at jeg ikke så syner, det var trods alt blevet næsten fuldkommen mørkt. Det var alt dette der skete efterfølgende, som står så uklart for mig den dag i dag. Den næste handling jeg gjorde, var at løbe, alt hvad jeg overhovedet kunne, hen til kanten, men der var intet at se. Jeg husker, at jeg på dette tidspunkt var utrolig usikker på, om jeg overhovedet havde set en mand sidde der ved siden af mig, eller om jeg bare var ved at blive tosset. Pludseligt kom noget til syne i vandet, og før jeg nåede at se, hvad det overhovedet var, mærkede jeg det kolde vand overalt på min krop, og i et kort øjeblik var jeg helt overbevist om, at jeg skulle dø. Når jeg sidder her og tænker tilbage, er jeg faktisk en smule i tvivl om, hvad der skete i dette øjeblik, for hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at jeg i et kort øjeblik praktisk talt var død. Alt blev fulkommen mørkt omkring mig og det sidste jeg husker, er et kraftigt lys, der forsvandt, lige så snart jeg igen åbnede øjnene - jeg har efterfølgende fået fortalt, at dette var en nærdødsoplevelse. Derefter fik jeg på kort tid fat i mandens ben, jeg hev det til mig og svømmede hen til en af de både i havnen, der lå lavest, så jeg kunne få skubbet ham op om bord. Derefter mindes det hele igen meget uklart for mig, og det næste jeg husker, var den krampe, der overtog min krop. Dernæst havde jeg, uden jeg vidste af det, fået besejret min krampe og hevet mig selv op på land.Jeg kan som sagt ikke huske alle mine handlinger fuldkommen, men det havde på en eller anden måde også lykkedes mig, at få vaklet over på båden hvor manden lå. Jeg lå nu bøjet over den mand, der så fredeligt havde siddet og betragtet solnedgangen som jeg. Derefter fløj mine tanker tilbage på mit førstehjælpskursus, fra da jeg tog kørekort for små to år siden. Jeg kan den dag i dag så tydeligt se mig selv ligge der bøjet ind over et andet menneske i mørket fuldkommen gennemblødt, men underligt nok, mindes jeg ingen kulde, selvom det må have været højest 10 grader varmt. Jeg får langsomt liv i manden, og inden jeg får set mig om, kommer en ældre herre løbende ud til mig og fortæller, at han har tilkaldt en ambulance. Han tager derefter over for mig, og jeg lader ham hurtigt tage det fulde ansvar, da det virker som om, han har mere forstand på det end jeg har. Det var også i dette øjeblik, jeg begyndte at tænke det hele igennem. Ville denne mand virkelig redes? Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var et selvmordsforsøg, for jeg så ham selv hoppe, men alligevel tror jeg ikke på, at der findes noget menneske på denne jord, der i virkeligheden hellere vil dø, end at leve? Ambulancen kom, og jeg blev også taget med på sygehuset, hvor de tjekkede mig for diverse ting, som de nu skal. Efterfølgende tog jeg intet af dette som en såkaldt ’’succes’’. Jeg havde fået fri for arbejde de efterfølgende dage, for at kunne tænke det hele igennem, som min chef kaldte det, men jeg kunne nu ikke fremkalde en eneste klar tanke. Alle havde hørt om tragedien, og jeg havde efterfølgende konstant besøg af familie og venner. Jeg blev oveni købet også ringet op af en journalist, som ville have min side af historien, men jeg takkede pænt nej. Jeg følte mig overhovedet ikke som den helt, de alle gjorde mig til, for jeg havde jo stadig ingen idé om, om dette menneske overhovedet ønskede at blive reddet. Jeg fik en uge efter et opkald fra hans familie, som takkede og fortalte at manden havde det fint og efterhånden var kommet sig. De takkede mig mange gange og spurgte, om jeg ikke havde interesse i, at mødes med dem. Min egen familie beordrede mig til at gøre det, så det gjorde jeg så. Jeg mødtes med familien og manden. Han var meget yngre, end jeg havde beregnet ham til at være den aften, men de var alle utrolig taknemmelige – også manden selv. Han takkede mig op til flere gange - her følte jeg mig for første gang som en helt og hvis jeg ikke tager helt fejl, så flirtede han allerede med mig den dag. Ja, for jeg kan nok ikke komme udenom, at jeg den dag i dag er kærester med selveste manden, jeg reddede fra at drukne. Han hedder Thomas, og hans selvmordsforsøg var et håb om, at komme til en bedre verden, forklarede han mig efterfølgende. Han læser til dagligt medicin og vi er fornylig flyttet sammen i en lejlighed, som ligger lige ved siden af hans studie. Mit liv har aldrig føltes mere fuldendt, end det gør nu. Jeg kan ikke komme på nogen bedre succes i mit liv, end den dag jeg reddede denne vidunderlige mand fra at drukne og jeg er sikker på, at hvis det samme en dag skulle ske for mig, ville han gøre præcis det samme.