Erindringstekst om barndomstraume og hævn

Alle mine venner havde deres eget værelse. Deres eget sted. Hver eneste nat lå jeg i en alt for lille og alt for gammel seng ved fodenden af mine forældres dobbeltseng. Ikke en eneste ven var på besøg efter skole. Det var flovt. I alt for mange år havde jeg plaget om at få mit eget, men jeg blev altid ignoreret eller sat i anden række. Aldrig var det mine behov, der blev taget hånd om først. Med tiden blev det værre. Som lille fik jeg, hvad jeg behøvede, men som årerne gik, mente mine forældre, at jeg blev mere i stand til at klare mig med hvad, jeg nu havde.

Omkring starten på mine teenageår begyndte jeg at gøre ting i protest. Jeg ville så gerne have mit eget værelse, så jeg havde et sted, der var mit, hvor jeg følte mig hjemme. Ude i køkkenet var der så anspændt. Jeg kunne ikke bare sætte mig og slappe af eller spise. Der var faste steder at sidde, faste tidspunkter til måltiderne og faste måltider. I hvert fald til mig. Hver eneste torsdag sad mine forældre i spisestuen og spiste fin mad. Jeg fik som regel tørre ris eller stuvede ærter. I løbet af mine teenageår blev jeg mere og mere mager. Det skyldes nok en blanding af dårlig kost og mangel på appetit. Så en dag besluttede jeg mig for ikke længere at spise. Ved alle måltiderne tre dage i træk sad jeg bare og stirrede tomt ud i luften. Der blev uddelt merkant større mængder lussinger i de dage. Jeg var overbevist om, at min venstre kind var blevet permanent rødglødende, for den blev ved med at brænde. På min tredje sulte-strejke-dag blev det for meget for min far, [NAVN B]. Han fór op og gav mig en ordentlig omgang tæsk. Jeg så vildskaben i hans øjne, og jeg var sikker på, at han var klar til at dræbe. Jeg har aldrig før set ham så tosset. Mine blå og gule mærker over hele kroppen kunne ses i over to uger. Jeg løb ud af døren, og løb og løb indtil jeg var helt sikker på, at han ikke kunne indhente mig. Jeg løb ned på stranden og smed mig i vandkanten. Jeg skreg og græd i timevis, og mit hjerte sad helt oppe i halsen som en stor knude. Jeg havde voldsomme smerter over hele kroppen, men pludselig fik jeg øjnene op for omgivelserne. Mit åndedrat faldt til ro, og jeg kunne langt om længe trække vejret normalt igen. Jeg har aldrig set en solnedgang som den aften. Den røde aftensol dannede en vej af lys på vandoverfladen. Aldrig har jeg oplevet noget så rart. Stemningen var magisk og jeg kunne mærke noget varmt i mit bryst. Siden den aften har jeg elsket stranden. Bølgernes brugsen og vinden i mit korte hår har siden den dag givet mig en følelse af tryghed.