Analyse af Christian Kampmanns 'Emilie Grüen'

Emilie Grüen får en kort opblomstring efter moderens død. Moderen, der var strengtindremissionsk, har styret hendes liv med hård hånd. Frøken Grüen har udviklet sig til en pligtopfyldende og nydelig person, som altid lader fornuften komme i første række. Hun har altid fundet sig i moderens opførsel og først da moderen dør får hun mulighed for atgøre sig fri af de besnærende lænker moderen viklet fast om hende med sin omklamrende afhængighed og mørke, livsfornægtende religiøsitet. Efter moderens død maler frøken Grüen huset i oplivende farver, i stedet for moderensmørke triste farver, hun skifter møblerne ud og køber en radiogrammofon. Alt dette gør hun dog ikke uden samvittighedsnag. Hun indhentes af fortiden som hun aldrig har gjort op med. Lænkerne har sat deres spor i krop og sjæl. Hun har alt for længe været fastholdt i moderens normer og det er blevet umuligt for hende at realisere sig selv og slippe livet fri efter at det har ligget hengemt så længe i mørket. Frøken Grüen er splittet. På den ene side sidder hun fast i sit gamle velordnede liv i ly af fornuften, og på den anden side mærker hun livet spire et sted inden i sig, med alt hvad det indebærer. Hun kan ikke forene denne livskraft med sin selvfornægtende personlighed og strukturerede hverdag som kontordame på ligningskontoret hvor hun har været ansat i syvogtyve år. Frøken Grüen lammes af angst for de indre impulser der truer hendes eksistensgrundlag, der i mange år har bygget på fornuft og afholdenhed uden plads til spontan ureflekteret livsudfoldelse. Angsten vokser og hun må til stadighed dulme den med alkohol og sovemidler. Hun formår ikke at jage sin mors spøgelse ud af sit liv. Frøken Grüens splittelse giver sig udtryk ved at hun skriver erotiske breve som hun sender til sig selv. Når hun modtager disse breve bliver hun meget opskræmt og kan ikke huske at hun selv har skrevet dem. Et andet udtryk for hendes splittede personlighed er at hun etpar gange taler til sig selv og siger vi ”Nu tager vi os sammen” (s.35 linie 4 og s. 40 linie 31-32).