Emilie Grüen: analyse af Christian Kampmanns novelle

Emilie Grüen er en novelle skrevet af Christian Kampmann fra novellesamlingen ”Blandt venner” fra 1962.

Emilie Grüen er en novelle, som handler om en voksen kvinde ved navn Emilie Grüen. Hun bor sammen med sin syge mor. Emilie har altid passet sit arbejde, og altid mødt til tiden. Da Emilies mor dør, bryder hendes verden sammen. Hun kommer for første gang, for sent på arbejde, og hendes kollegaer og omgivelser kan se, at der er noget i vejen. Nogle måneder efter moderens død, modtager Emilie et brev. Hun bliver meget stødt over dette brev, og tror det er en syg person som har valgt hende som offer. Som tiden går, modtager Emilie flere breve. Indholdet i brevene, giver Emilie nogle forfærdelige billeder inde i hovedet. Hun begynder at drikke, og kan ikke sove om natten. Hun kan heller ikke, passe sit arbejde. Da en gammel skoleveninde, hører Emilie er ved at bryde sammen, tilbyder hun hende en udenlandsrejse. Emilie vil ikke have rejsen af hende, hun vil selv betale for at komme lidt væk. Hun tager en tur til Paris. Hun siger op på sit arbejde og tager af sted. Da hun kommer tilbage, går hun til politiet, for at fortælle dem om disse breve. Hun får ingen hjælp, da hun bilder politibetjenten ind, at har brændt dem. Hun genoptager en hobby fra dengang hun var ung, nemlig maling. Hun begynder at male igen, men denne gang med oliefarver, hvor det før var akvarel-farver. Hun drikker endnu mere. En morgen finder mælkemanden hende liggende i hendes have, døddrukken bliver hun indlagt. Mælkemanden finder alle de breve som var blevet sendt til hende.