Novelle: Emilie Grüen, en fortsættelse

Emilie vågnede på sygehuset helt forvirret over hvor hun var henne. "Hvor er vi henne?" tænkte hun. "Er det brevskriveren der har taget os til fange?" hun kigger over mod det store vindue til venstre for sin seng. De lysegrå gardiner er trukket for, og kun en sprække med sol trænger igennem og rammer Emilie i øjnene. I det samme gik døren til den kolde hvide stue op, og ind kom en ældre gråhåret mand med et meget stift smil. "Godmorgen, frk. Grüen. Jeg er doktor Stram." Langsomt vendte erindringerne om den foregående aften tilbage til hende. Snapsen, Beethoven, tårerne, de forbudte fantasier om mælkemanden, spaden, haven og så pludselig mælkemanden der stod over hende. Hvor gjorde hendes hoved dog ondt. Doktor Stram snakkede toneløst til Emilie. Ord som skizofreni, indlæggelse, medicin og psykiater strømmede ud af munden på ham. "De må holde op med at sende sådanne breve til Dem selv, frk. Grüen" sagde doktoren med en hovedrysten. Emilie forstod ikke et ord af hvad den underlige mand i den hvide kittel snakkede om. Der måtte være noget han havde misforstået.

Efter fire samtaler med den venlige doktor Nielsen, hendes psykiater, og lidt medicin var Emilie begyndt at forstå hvad doktor Stram havde snakket om den første dag på sygehuset. Alle de år med sin altdominerende moder havde fået hende helt ud i torvene. Alle de år med undertrykkelse og skam. Og så efter moderens bortgang, var lysterne der gemte sig i underbevidstheden kommet frem og hun havde skrevet de absurde breve til sig selv. ”Men jeg er endelig på rette vej”, tænkte Emilie med et smil på læben. Hendes tanker vendte tilbage til mælkemanden som endnu engang havde været at besøge hende, tidligere på dagen. Han var så sød. Selv 31 år efter at hun af sin moder var blevet tvunget til at afbryde forholdet med ham, kunne hun blive helt rød i kinderne bare ved tanken om ham. Alle de ting der var kommet frem efter samtalerne med psykiateren: barnet. Hvordan havde hun kunne glemme pigen hun havde født og bortadopteret, før moderen havde sendt hende af sted til pigeskolen? ”Åhh, Emilie, dit fjols!” mumlede hun for sig selv med tårer i de små øjne. Hvordan skulle hun nogensinde kunne fortælle mælkemanden om deres barn?