Da de værste snapse tåger, var lettet fra Emilies hoved, kunne hun godt huske hvad der egentlig var sket. Ambulancen der havde hentet hende, var kørt til modtagelsen hvor hun blev modtaget af en læge og et hold sygeplejersker. De havde pumpet hendes maveindhold op, og hun var blevet lagt i en ren seng for at sove rusen ud. Nu lå hun så der. Helt alene. Hun lå så hun kunne kigge ud af vinduet. Solen var stået op og spredte lys og varme, mens fuglene fløjtede. En sygeplejerske kiggede ind på stuen. "Godmorgen frøken Grüen, har du lyst til lidt morgenmad? En kop kaffe eller te?", spurgte hun. Men Emilie rystede bare på hovedet og vendte sig om på siden, med ryggen til døren. Hun ville bare være i fred.
Men længe fik hun ikke lov at ligge i fred. Under stuegang fik hun besked af lægen, at hun skulle indlægges på 'det andet hospital'. Hun ville blive kørt over på en psykiatrisk afdeling. Emilie blev grebet af panik. "NEJ! Jeg fejler intet. Vi kan vel alle få et glas for meget i ny og næ. Lad mig dog gå!" nærmest råbte hun, mens tårerne sprang ud af øjnene. Men lægen fortalte at han var kommet i besiddelse af nogle breve der viste at Emilies problem overskred hans kompetencer. Men Emilie tænkte med sig selv, at hun nok skulle bevise at hun ikke var den der var skør. Om det så betød at hun skulle over til de tossede mennesker, så måtte hun jo gøre det. Og brevskriveren den frække person, der havde så lidt medmenneskelighed, at han skulle forgribe sig på hende på den måde, skulle komme til at bøde! Gråden stilnede af og følelsen hun nu havde i kroppen var lettelse.
Det er gratis at oprette en konto