Der sad jeg. På kantstenen på parkeringspladsen. Det var sent, og natten kom snigende, som en sort kat. En bølge af rødlige skyer bredte sig i horisonten. Jeg var alene. Ensomheden havde overtaget mit humør. Trist. Jeg sad bare i et sort hul af ensomhed. Det var min egen skyld, at jeg var havnet her i mørket. Mig, mig selv og jeg. Jeg havde intet. Alt var mistet. Selv min skygge havde forladt mig. Jeg prøvede så vidt muligt at sidde i solen, så jeg kunne få noget af min mistede varme igen, men solens stråler var på vej bort, og gjorde det svært at genvinde varmen. Mine kinder begyndte langsomt at blive brændende røde, da et vindpust strøg forbi mig. Mit kridhvide hår blæste op, og snittede min lille forkølede næse. Jeg stak mine spinkle fingre igennem det hullet brød, der var holdt mellem mine fingre, og udvidede hullerne. Jeg klemte brødet mellem mine hænder, men det var for sent at gøre det til et helt brød igen. Det var ødelagt og de store huller var der stadig. Jeg førte brødet op mod stjernerne, og kiggede igennem hullerne. Jeg kunne ikke se andet end mørke pletter. Uhyggeligt. Det skræmt mig. Forsigtig tog jeg en bid af mit brød, og lod det blive blødt i min mund. Mine støvler gled hen ad den ødelagte asfalt, og lavede en krassende lyd, mens jeg samlede mine ben under mig. Mit hoved faldt langsomt ned i mit skød, og jeg følte mig nu mere tryg.
Det er gratis at oprette en konto