Den følelse. Den kvalme, tunge fornemmelse i maven – som om, man har spist sten, og nu ligger de og tynger i mavesækken. Den frygt, der følger. Den fuldkommen gennemgribende og altopslugende frygt. Det er den følelse, man får, når man bliver konfronteret med døden. Hun blev konfronteret med døden på en oktoberdag.
Hun var aldrig blevet konfronteret med noget så tungt før. Sådan noget tænker man vel ikke over, når man er en kvinde i fyrrerne med et arbejde at passe. Så er døden noget, der hører til på plejehjemmene - sådan noget med kirkegård og kaffe og store ligkistebiler med tonede ruder.
Hun var sekretær hos et rejsebureau. Hun mødte op på arbejde hver eneste dag i den samme mundering: en lettere krøllet, hvid skjorte, en knælang nederdel, småfedtet hår i en hestehale og nedbidte negle. Rejsebureauet var ikke noget særligt. Det var et småt et, og lønnen var ikke god, men hun var tilfreds. Arbejdspladsen var grå med undtagelse af en farverig plakat på væggen. ”Las Palmas is for lovers”, skreg den med en gul skrifttype ledsaget af en silhuet af et kyssende par på en palmestrand. Det virkede alt sammen meget langt væk og meget fjernt fra virkeligheden.
Det er gratis at oprette en konto