Da faren stadig boede hos dem, havde moren arbejdet på en fabrik. Så var faren altid med en anden kone, og til sidst blev han kun med hende og de giftede sig. Siden den tid var moren altid hjemme. Hun sagde til Peter og Wilma: "Jeg er syg. Jeg kan ikke mere gå på arbejde."
Men om aftenen gik hun ofte på værtshuset eller til naboen, og da hun kom hjem igen, lavede hun larm på trapperne. Hun snakkede højt med sig selv, hun skældte ud på faren, fordi han ikke sendte nok penge og fordi han har giftet sig med den anden kone. Menneskerne i huset blev vågne derfra. Hun rev døren op og råbte: "Er du allerede igen fuld, din skiderik? Hold kæft! Vi vil sove!"Og der var altid skænderier.Derefter vågnede Peter ofte. Han hørte at moren smækkede lejlighedsdøren, han træk sig under tæppet med hans hoved og græd.
Wilma sov altid så tungt så hun hørte ikke noget. Det var Peter glad for. Wilma havde ikke brug for at vide det, hun var kun 6 år gammel. En gang i mellem kom moren heller ikke ind på værelset om natten. Så opdagede hun, at Peter græd, og hun satte sig på sengen og græd også."jeg gør det ikke mere" hviskede hun. "Hvorfor kan jeg holde op med det? Men jeg kan ikke mere, aldrig mere, det siger jeg dig!"En gang i mellem var det virkelig en god periode. Moren blev der hjemme om aftenen, hun søgte sig igen et arbejde, hun sparede og købte nyt tøj til børnene og skole. En gang anskaffede hun sig endog et fjernsyn, men hun kunne ikke beholde det, fordi hun ikke betalte regningen.
Det er gratis at oprette en konto