Mørket er livets begyndelse. Livet bliver skænket i mørket, alt liv bliver skabt i mørket. Livet begynder i mørket, livet ender i mørket. Derfor er det pudsigt, at nogle af os er bange for mørket. Mørket er ikke nødvendigvis noget skidt. Men mennesker har forbundet mørke med noget dårligt, så længe nogen kan huske. I historier er det altid det mørke der er ondt, og det lyse der er godt.
En dag da jeg skulle hjem fra en fest, skulle jeg gennem en skov og det var blevet mørkt. Jeg gik, og det begyndte at blive lidt uhyggeligt og jeg satte farten op. Mens jeg gik gennem skoven, tænkte jeg over hvorfor man er bange for mørke og hvad mørke gør ved mennesker.
Mørket er som en anden dimension. Hvis du går en tur alene i en mørk skov er det meget anderledes, alle lyde er anderledes. En lille puslen er som et uhyre, der går lige bag én og er klar til at æde en. I mørkets dimension går man alene, man hører stemmer over det hele. Brudstykker af samtaler, diskussioner, men det giver ikke mening det man hører, for det er kun brudstykker. Det giver én kuldegysninger, lige pludselig går man meget hurtigere og adrenalinen pumper gennem en, og endelig er man hjemme. Det ville være helt anderledes, hvis man var sammen med en anden. Man ville hygge og tale om alt mellem himmel og jord. Så længe man er sammen med en anden, bliver turen en helt anden. Turen bliver en hyggelig stund, i stedet for en uhyggelig tur gennem et mørkt truende landskab. Men samtidig skal man tænke omvendt. Tænk hvis det var lyst hele tiden, hvordan ville det være?
Det er gratis at oprette en konto