Mistanken

Mathias kigger rundt i lokalet, mens hans åndedræt, i takt med uret på hans håndled, bliver roligere og roligere. Den ulækre lugt af gammel cigaretrøg minder ham om hans bedstefars stue, hvor man næsten ikke kan trække vejret uden at hoste, de markerede gule vægge. De 4 mure i det kvadratformede rum trygger sig længere og længere imod ham, han føler sig presset til at gøre noget dumt, men kæmper imod og holder hovedet koldt. Det skarpe lys blænder hans øjne og gør det næsten umuligt for ham at se hvad der foregår rundt om ham, men det firkantede skrivebord foran ham er dog helt klart for hans skarpe synsvinkel. Han vender stolen med et kraftigt ryk og sidder nu direkte rettet ind imod den kolde, sorte, livløse væg hvor alle hans bekymringer voldsomt begynder at vælte ud i hovedet på ham. Hvad kommer der til at ske? Bliver han sigtet for noget han ikke har gjort? Hvornår kan jeg komme væk herfra?

Desperat tager han fat i to af stolens fire ben, og begynder at udtrykke sine tanker ved at bruge hans kræfter på at klemme hårdere og hårdere, indtil han til sidst må give efter pga. de røde mærker, der tilfældigt opstod i hans hænder, ligefrem er blevet til bloddryppende sår. Uden at tænke nærmere, folder han sine hænder i håb om at der er nogen eller noget derude, et eller andet sted i det hindsiges, et eller andet sted oppe i himlen der høre hans bøn, hans bøn om at blive frelst for denne grusomme skæbne der muligvis er ham i vente. Mathias lukker håbende øjnene sammen og håber at hans familie udenfor murerne er trygge uden hans nærvær. Han tager langsomt et lille billede frem fra sin lomme i jakken, et billede af en lille brunhåret skønhed med de kønneste blå øjne som varmer hans krop indefra og ud gennem tå- og fingerspidserne, et unikt smil som man ikke kan blive meget andet end glad af at se på, et billede af sin datter Melissa.