Mistanken

Stilheden falder over det lille rum, og Mathias sidder og tænker tilbage, flashbacks viser sig som små videoklip for ham. Han er ikke sikker på hvad der skete. Hvad skal han fortælle betjenten? Han prøver at få tankerne på noget andet, men det er svært. Det fylder for meget i ham. Han prøver at virke ligeglad, men inderst inde ved han jo godt, at det var forkert.

Stilheden blev afbrudt af en mand. ’’Hej Mathias, mit navn er Niels. Lad os komme til sagen. Er du sød, at sætte dig på stolen her overfor mig?”. Han lød venlig. Man kunne høre, han havde sagt den sætning alt for mange gange. Mathias rejste dig langsomt op. I stilhed gik han de 3 meter hen til stolen, der stod foran skrivebordet. ’’Nå Mathias, hvad skete der i går?’’, sagde betjenten. Mathias’ øjne flakkede rund. Hans krop var i uro, og han vidste ikke, hvad han skulle svare. Betjenten ville ikke tro ham, hvis han fortalte, at han ikke kunne huske det helt præcist. Men uden han tænkte over det, fløj ordene ud af ham. ”Jeg kan ikke huske det”. Niels kiggede mistroisk på ham. Mathias kiggede bare på ham, og ventede på spørgsmålet kom. Det spørgsmål, han vidste, der ville komme. ’’ Var du påvirket?”, fortsatte Niels. Stilheden skænkede sig igen over rummet. Hvad Mathias skulle svare til det, vidste han ikke. Mathias kiggede ikke længere betjenten i øjnene, men han kunne mærke betjentens blik kigge på ham. Der gik lang tid før Mathias kom med et tøvende ’’ja.’’ Uden betjenten sagde mere, begyndte han at strege noget over, og skrive et eller andet, som Mathias ikke kunne læse, derfra hvor han sad. Mathias sad bare og kiggede ventende på betjenten. Han ventede bare på, at han skulle sige noget. Tavsheden føltes evigt for Mathias. ’’ Nå.. Det ændrer jo en del’’, sagde betjenten opgivende. Igen sad Mathias bare og kiggede ned, og ventede på at betjenten skulle være færdig med at skrive, så han kunne fører samtalen videre. Betjenten kiggede op fra papiret, da en hætteklædt mand pludselig sparkede døren ind.