Landing

Ankomsthallen er fyldt op med mennesker, men jeg får hurtigt øje på dig. Du står bare der med dine store runde briller, og dit guddommelige smil på læben. Jeg kan se vi har travlt på den måde du vinker mig hen til dig, eller også har du bare savnet mig, men alt det har ingen betydning nu så længe jeg er sammen med dig. Jeg stiller min baggage fra mig, og automatisk begynder mine ben at småløbe hen imod dig, og du begynder at gøre det samme. vi mødes på midten i et akavet knus, men intet af det har en betydning, nu hvor du er i mine arme. -Jeg er hjemme min skat, og jeg vil aldrig nogensinde forlade dig igen. -Det ved jeg, men skynd dig at få dine ting med, taxien venter ikke for evigt, og der er en hel masse derhjemme som også har savnet dig. Jeg skynder mig tilbage for at hente min baggage, uden at slippe synet af hende. Taxituren er lang, men jeg tænker ikke over tiden, mine øjne er bare rettet direkte mod dig. Hjemme i forhaven står alle de mennesker der har gjort mig til den jeg er, venner, familie selv naboerne står der til en varm velkomst. Jeg når knap nok at komme ud af bilen før alle løber over til mig for at omfavne mig, mens Sofie stadig sidder inde i taxien og griner mens hun stikker chaufføren pengene. Der er et kæmpe banner foran huset ”Velkommen hjem soldat” står der med fede bogstaver. Dagen fortsatte bare som en kedelig fødselsdag, jeg lod som om jeg var glad for alle gæsterne, men ville egentlig bare være alene med Sofie. Lugten var ikke som jeg huskede den, luften indenfor føltes tung og tyk, møblerne var flyttet en smule på, men ikke til at det gjorde noget. -Lad mig så høre, hvordan var det i Afghanistan? Var det farligt? Var du bange? Fortæl, fortæl. -Tjo det var ikke altid som man forstillede sig det, nogen gange var jeg tryg omkring folket dernede, og andre gange var jeg ikke. Du skulle hele tiden tænke på at du kunne være død på splitsekunder, blev du for afslappet kunne det gå galt, og blev du for anspændt kunne det gå ligeså galt. Jeg står op midt om natten, jeg har haft mareridt igen. Jeg er fyldt med sved, og mine hænder ryster helt. Vandet fra vandhanen er koldt da jeg plasker det op i hovedet, jeg skynder mig tilbage i sengen før Sofie bliver vækket, men den er alt for blød for mig, det er som om jeg synker og aldrig rammer bunden. Jeg vågner ved at Sofie rusker i mig. -Haha er du faldet ud af sengen? -Jeg kunne ikke sove i sengen, jeg var jo vant til at sove på gulvet i militæret, og derfor er det lidt mærkeligt for mig at ligge i en blød seng igen. Hun når ikke at svare før jeg springer op til hende, og giver hende et kys på munden. Vi ligger i en evighed og omfavner hinanden, indtil hendes mave begynder at skrige efter mad. Vi spiser morgenmad i stilhed, vi kigger bare på hindanden og nyder synet af hvad vi har savnet. Hun smasker stadig, men jeg vil ikke kommentere det, det er stemningen alt for perfekt til at ødelægge, desuden har jeg savnet den måde hun smasker på, savnet hendes smil og jeg tænker ved mig selv hvor lykkelig hun gør mig. Jeg rejser mig i et ryk og går hen imod mit skab, jeg har taget min beslutningen og jeg håber hun er klar til at tage sin. Den midterste skuffe inde bag alle mine sokker, der ligger den lille sorte æske, den har bare lagt derinde og samlet støv, men det er slut nu. I aften skal det ske, jeg ved det er kvinden, kvinden der vil stå ved mig i tykt og tyndt. Jeg skynder mig tilbage så hun ikke fatter mistanke. -Jeg tænkte på om vi ikke skulle tage ud og spise i dag? Bare dig og mig? På den restaurant hvor de sælger de gode bøffer, hvad er det nu den hedder? Den du så godt kan lide! -Den hedder Amatigo, det kunne da være lækkert, så skal jeg vel ringe og bestille bord? -Det skal du overhovedet ikke tænke på, det har jeg allerede gjort. Det ville være det perfekte sted for mig at fri, en fin restaurant, levende lys, udsigt til vandet og kvinden i mit liv. Der er den helt romantiske stemning ved bordet, ud af det blå rejser jeg mig bare, det var bare flydende bevægelser, som om jeg ikke styrede min krop, men som om den stadig gjorde det rigtige. Jeg stod nu på det ene knæ, med ringen pegene op med hende, og nu ventede jeg bare på hendes svar. Intet svar, hun begyndte bare at græde, glædeståre, og jeg vidste jeg gjorde det rigtige. Uden at sige noget trak hun selv en æske frem. -Jeg ville fri til dig. Jeg ved nu jeg er landet det rigtige sted.