Dagbog

I dag var det vores første dag på vandrerhjemmet. Allerede klokken syv skulle vi mødes ved morgenbordet, omklædte og klar. Det var hårdt at stå op, når vi først gik i seng så sent. De fleste af os var meget trætte, og jeg kunne knap åbne mine øjne, men jeg skyndte mig og gjorde klar til morgenmaden. Da klokken blev otte, tog vi af sted for at møde Prags borgmester, vi skulle også møde de tjekkiske elever for første gang. Klokken var nu halvti, men der var ikke adgang før klokken ti. I mellemtiden fik jeg og andre fra klassen tid til at tage nogle fantastiske billeder, nogle alene og nogle, hvor hele klassen var med. Og selvfølgelig også lærerne. Pludselig dukkede de tjekkiske elever op. De kom en efter en og hilste på os, og til sidst blev jeg helt træt af at række hånden frem. Jeg gjorde det 22 gange eller mere. Klokken blev ti, og døren åbnede sig endelig. Sammen med de tjekkiske elever gik vi ind. Wow! Det var et flot sted, stolene var sat klar til os, og alt var bare perfekt! Vi ventede ikke så længe, før der kom en mand. Han talte

ikke så godt engelsk, men lidt kunne jeg da forstå. Han sagde noget om, at borgmesteren var syg, eller at han ikke kunne komme. Jeg blev meget skuffet. For hvert minut vi tilbragte med de tjekkiske elever, lærte vi dem bedre og bedre at kende. I løbet af dagen var vi alle sammen faldet godt til. Vi fandt vores partner, som vi nu skulle hjem og spise aftensmad. Klokken var snart 15, vi tog afsted til deres skole: Zakladni Skola, hvor vi fik frokost. Der var suppe og anden lækker mad på menuen, det så godt ud, smagte godt, og det kunne spises. Da vi endelig blev færdige med frokosten, fik vi lov til at være sammen med en af de tjekker, vi havde valgt. En pige ved navn Martine havde spurgt mig. Det var tydeligvis meget svært for hende at tale engelsk. Hver gang hun prøvede at sige en sætning, tog hun sin elendige ordbog frem. Men til gengæld var hun og hendes familie meget venlige, Og jeg lærte endda et ord på tjekkisk: "Krashny", som betyder smuk:). Maden smagte godt, og dagen var hurtigt slut. Martine fulgte mig tilbage til vandrerhjemmet, og der sluttede dagen.