Mistanken

Mathias sidder helt alene, lokalet er tomt og småt. Væggene er grå, her er støvet og ulækkert. Betjenten er væk nu, Mathias kan ikke længere se ham ud af de små tremmer i døren. Hvornår han kommer tilbage, er der ingen der ved. Han sagde lige om lidt, men hvor lang tid er det? Ventetiden føles som en evighed, selvom den lige er begyndt. Efter kort tid, kan man se angsten i Mathias øjne, han føler sig som en skildpadde, der ikke kan komme ud af sit skjold, helt fortabt og lille, som en tumling, der ikke kan komme ud af kravlegården. En form for klaustrofobi rammer ham hårdt. Angsten for at være alene i rummet, stiger ham til hovedet, han føler, han er indespærret i en kasse, og det føles som om, kassen barer bliver mindre og mindre jo mere tid, der går. Han ryster over hele kroppen, vender og drejer sig, står op og sætter sig ned, går frem og tilbage, han er på ingen måde i balance med sig selv. Han kan ikke side stille, og kan hverken finde ro i sin krop eller sind. Hans blik er flakkende og tomt, hans yndefulde blå øjne løber i vand, han er ikke bare bange og vred, han er også ked af det. Mathias vil virke stærk, men det kan han ikke, ikke lige nu, lige nu strømmer tårerne ud som et vandfald. Han kigger ned i bordet, og holder hænderne foran sit hoved og sukker. Han hulker nærmest til sidst, han sidder i sit værste mareridt, det værst tænkeliget. Det er nervepierne, mest fordi han ikke ved, hvorfor han er endt her... Han er bange, han er ligefrem rædselsslagen. Tankerne flyver rundt i hovedet på ham: Hvad laver jeg her? Hvad har jeg gjort? Hvad vil mor og far ikke tro om mig? Jeg er jo uskyldig! Hans hoved dunker, det gør ondt, rigtigt ondt - det føles som en hammer, der gang på gang rammer ham hårdt på venstre side af hovedet. Det lille vindue står på klem og en svag kulde kommer ind af sprækken. Han drypper af sved, hans flotte blonde hår – er nu helt vådt, det ser gult ud. Gul, farven gul. Den symbolisere falskhed. Lyver han? Er han falsk? Har han gjort noget slemt, noget som han prøver at fortrænge eller skjule? Er det derfor han reagere på denne voldsomme måde, eller er det bare fordi, han er bange? Bange for at blive beskyldt for noget, han ikke er skyld i? Den kolde brise fra vinduet, nyder han, han nyder at få lidt luft, noget til at køle lidt ned på. Han står ganske stille og kigger ud af vinduet. Det er mørkt udenfor, mørkt og koldt – det er vinter, en vinterdag, der finder sted inde i en celle, for Mathias vedkommende. Han begynder at slappe af, han tænker på sidste vinter, da ham og hans venner var ude i sneen og lege sneboldkamp. Han husker hvordan de havde sagt ”Det her gentager vi til næsten vinter” Men det kunne de jo ikke, nu var Mathias her. Her i cellen, forladt og alene. Måske skulle han være der for evigt, for altid. Så ville han aldrig kunne rulle sig i sneen, aldrig være sammen med sine venner, sin familie – Ja, alt i denne celle ville udelukke ham fra sit fantastiske og frie liv. Livet er hvad man gør det til, og det man ikke dør af, bliver man kun stærkere af. Han kom i tanke om et ordsprog hans far, fortalte ham da han var lille. Han stod og tænkte over det længe, den her oplevelse var bare lidt regn i hans liv, en lille nedtur, som snart var ovre igen, tænkte han. ”Bag skyerne er himlen altid blå” Lugten af tobak hang stadig i lokalet, der lå en pakke cigaretter på bordet, han tog en halvrøget og bøjet cigaret, og tændte den med en tændstik. Det var skønt, selvom den var helt Babett til af en anden mands mundvand. Han følte sig afslappet og placerede sig igen på stolen. Stolen knirkede, når han lænede sig frem, for at aske cigaretten i det lille hvide aksebærer, der var fyldt med skodder. Efter få minutters nydelse - var han tilbage igen, tilbage i det helvede, som han for et kort sekund siden, havde glemt alt om. Han havde ingen tålmodighed, nu ville han ikke vente mere, han begav sig hen til døren, og begyndte at hamre løs på den, med fik ingen reaktion fra betjentene på gangen. Han var vred, hans ansigt kogte, han var helt oppe i det røde felt. Fuldstændig rasende, stik tosset på alt og alle. Han ville ud fra cellen, han ville ikke være indespærret, han ville have sin frihed. Det var ikke morsomt på nogen måde, hans galskab fortsatte. En betjent kom nu hen til døren, og sagde ”Hør her knægt, opfør dig ordenligt, det der for du ikke noget ud af”. Mathias lagde sig ned på det hårde kolde gulv. Han svedte og var udmattet. Det gjorde ondt i ryggen at ligge der, men det lagde han ikke mærke til. Han lå der bare, stirrede ud i luften og prøvede at gennemtænkte hvad der kunne være gået galt, hvordan dette kunne ske ham. Det var uforståeligt. Han begyndte at tvivle på sig selv, måske havde han gjort noget? Måske var han skyld i noget forfærdeligt. Det bankede på døren – Mathias lå helt stille nu, med sved løbende ned af panden. Han var helt blank, han vidste hverken fra eller til. Han satte sig hen i krogen af lokalet, i det 2 politibetjente træder ind af døren…